Skip to main content
DA / EN
Ph.d.-skolen ved Det Humanistiske Fakultet

Er du ph.d.-studerende...

...og skal du snart aflevere din afhandling?

 

Afslutningen af din ph.d.-uddannelse

Afslutningen af ph.d.-uddannelsen markerer en stor milepæl i enhver forskers karriere. Det er et resultat af flere års hårdt arbejde, forskning og dedikation, der kulminerer i en ph.d.-afhandling, der bidrager til den akademiske verden.

På denne side finder du information og vejledning om de forskellige trin i afslutningen af ph.d.-uddannelsen på Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet. Vi vil guide dig igennem processen og forklare de vigtigste opgaver og deadlines, så du kan fuldføre din ph.d.-grad med succes.


Afhandlingens omfang og layout

Fakultetets regelsæt angiver følgende bestemmelser:

”En monografi har et omfang af ca. 250 sider +/- 20% à ca. 2400 enheder (inkl. tegn og mellemrum). En antologisk afhandling består af 3-6 artikler og en sammenfattende redegørelse. Sidstnævnte har et vejledende omfang af 30-80 sider. Den antologiske afhandling, dvs. artikler og sammenfattende redegørelse har et omfang af 125-250 sider à ca. 2400 enheder (inkl. tegn og mellemrum).”

Noter, resumé på både dansk og engelsk indgår i afhandlingens omfang. Bibliografien indgår ikke i afhandlingens omfang.
Billeder/diagrammer/figurer, der er genstand for analyse, indgår ligeledes i afhandlingen med et omfang svarende til den tekst der kunne have stået de pågældende steder.

 

Appendikser tæller ikke med i sidetal, da de kun må indeholde materiale, der gælder som ekstra service for læseren/bedømmeren, og som ikke indgår i bedømmelsen af afhandlingen.


Omregningsfaktor

Ifølge fakultetets regler vedrørende ph.d.-afhandlingers tilladte længde indgår billeder, diagrammer, figurer, mv. med et omfang svarende til den tekst, der kunne have stået de pågældende steder. Hvis et billede/figur/diagram fx svarer til cirka 10 linjers tekst i din afhandling, lægger du blot det antal enheder til din samlede afhandling, der svarer til 10 linjers tekst. I Word finder du enhedsantallet ved at markere det ønskede tekststykke og klikke på ordtælleren nede i venstre hjørne. Du skal rette dig efter ”tegn (med mellemrum)”.

Guidelines for layout

Ph.d.-afhandlingen afleveres elektronisk i PURE. Der er ikke krav til et særligt layout i den forbindelse.

Pr. 1. januar 2024 vil din afhandling ikke længere blive fremsendt til bedømmelsesudvalget i print.

Originalitetstjek

Pr. 1. januar 2023 bliver alle ph.d.-afhandlinger på det Humanistiske Fakultetet automatisk undersøgt for originalitet.

Proceduren er:
  • Du afleverer din afhandling via PURE. Se den samlede afleveringsvejledning her.
  •  Når afhandlingen er afleveret, vil biblioteket foretage et originalitetstjek. Dette kan tage op til 3 arbejdsdage.

Et originalitetstjek kan munde ud i følgende tre konklusioner:

  • GRØN: Alt er i orden og din afhandling bliver sendt til ph.d.-skolen
  • GUL: Problemstillinger relateret til tidligere udgivne tekster og/eller andre forhold. Afhandlingen kan enten gennemgås med henblik på relevant bearbejdning og indsendes på ny, eller hovedvejleder kan indsende en udtalelse om, at de fremhævede problemstillinger ikke er et problem. Denne udtalelse kan dog blive udfordret af ph.d.-skolen
  • RØD: Mistanke om plagiat. En kopi af rapporten sendes til ph.d.-skolelederen og Praksisudvalget. Hovedvejlederen er forpligtet til at tage kontakt til ph.d.-skolelederen med henblik på drøftelse af sagen og eventuelle videre tiltag. Hvis Praksisudvalget vurderer, at mistanken er reel, tager de stilling til, om sagen skal sendes videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

 

Vejledning til indlevering af afhandling

For at gøre indleveringsprocessen nemmere for dig har vi lavet denne skridt-for-skridt-vejledning til alt, der har medindlevering af afhandling at gøre.

Anmeldelse om indlevering af afhandling

To måneder før du skal aflevere, skal du varsle din indlevering, så vi kan nå at få nedsat et bedømmelsesudvalg mm. Start den digitale blanket "Anmeldelse af indlevering af afhandling", som du finder på ph.d-web.

 

Hovedvejlederudtalelse

Din hovedvejleder skal lave en udtalelse om dit samlede studieforløb, som dokumenterer, at du har opfyldt din ph.d.-plan. Kun hvis udtalelsen er positiv, kan din ph.d.-afhandling blive sendt til bedømmelse.

 

Bedømmelsesudvalget

Når dekanen har nedsat et bedømmelsesudvalg, får du besked om dette. Du kan gøre indsigelse mod sammensætningen indenfor en frist på mindst en uge.

 

Klargøring af din afhandling

Du kan læse om copyright og hvordan man udgår plagiat på bibliotekets hjemmeside. Der står også vigtige informationer om, hvordan din afhandling skal publiceres og hvilke begrænsninger, der er mulighed for, hvis du har lavet aftaler om udgivelse.

  

Aflevering af din afhandling

Du skal aflevere i PURE – læs mere om at uploade din afhandlingher. Følgende dokumenter skal uploades:

Originalitetstjek

Din afhandling bliver automatisk undersøgt for plagiat, når du afleverer i PURE, og derefter vil den blive videresendt til ph.d.-skolen. Først når ph.d.-skolen har modtaget din afhandling, har du formelt afleveret. Ph.d.-skolen sender derefter din afhandling videre til bedømmelsesudvalget.

Den foreløbige bedømmelse

To måneder efter at du formelt har afleveret, får du den foreløbige bedømmelse af din afhandling. Du og din vejleder kan komme med bemærkninger til bedømmelsen, hvilket især er vigtigt, hvis bedømmelsen er negativ. Hvis bedømmelsen er positiv, bliver der sat en dato for ph.d.-forsvaret.

 

Den endelige indstilling

Efter forsvaret afgiver bedømmelsesudvalget deres endelige indstilling og Akademisk Råd tildeler graden. Du får besked på mail, når din grad er tildelt.

 

Det digitale ph.d.-bevis

Vedlagt beviset er den endelige indstilling og et kursusindstik på dansk og engelsk med en oversigt over dine kurser, formidling og miljøskifte. Du får kursusindstikket til gennemsyn inden det endelige bevis udformes.

 

Indlevering af afhandling uden forudgående studium

Under normale omstændigheder hænger afleveringen af en ph.d.-afhandling sammen med et forudgående ph.d.-studium. Der er dog nogle særlige situationer, hvor man kan få lov til at skrive en ph.d.-afhandling og aflevere den til bedømmelse alligevel. Du skal bruge dette skema til at søge om det.

Hvis man på andre måder har opnået kvalifikationer, der kan sidestilles med en ph.d.-uddannelse, kan man søge om at få lov til at skrive en ph.d.-afhandling og få den bedømt. Det kræver en anbefaling fra instituttet og ph.d.-skolelederen og godkendelse fra dekanen.

I særlige tilfælde kan dekanen også godkende indlevering af en ph.d.-afhandling fra en person, som ikke opfylder betingelserne for at blive indskrevet som ph.d.-studerende. Her kræver det også en anbefaling fra instituttet.

Hvis man har skrevet artikler om emner, der er relevante for en ph.d.-afhandling, kan man også søge om at få lov til at skrive sin ph.d.-afhandling på baggrund af disse. Hvis artiklerne er skrevet i samarbejde med andre, skal deres bidrag også dokumenteres.

Endelig kan man søge om at få lov til at indlevere flere afhandlinger, der handler om beslægtede emner eller bruger samme metode, som sin ph.d.-afhandling. Hvis man gør det, skal man også skrive en sammenfattende redegørelse.

Digitalt eksamensbevis

Dit eksamensbevis bliver udelukkende udstedet digitalt og du kan finde det i den Digitale Bevispostkasse.

Beviset

Dit ph.d.-bevis udstedes som en serie af følgende PDF-dokumenter:

Når du klikker på et dokument, får du mulighed for at hente det ned på din egen computer.

Verificering

Alle sider i de personlige dokumenter er sikret med et indlejret verifikationslink, der tillader bevismodtager at se dokumentet direkte fra SDU’s server. På denne måde opnår SDU en høj grad af sikkerhed i forhold til brugen af det digitale bevis, og bevismodtager opnår en høj grad af sikkerhed for at det modtagne bevis er ægte.

Gyldighed

Et gyldigt digitalt bevis skal indeholde et verifikationslink. Hvis linket fjernes fra beviset, er beviset ikke længere gyldig dokumentation for grad og resultater fra SDU.

SDU gemmer en kopi af dit bevis på universitetets sikre server. På det udstedte bevis vil der være indlejret et verifikationslink. Hvis den du sender beviset til, klikker på linket, vil vedkommende kunne se originalen af dit bevis, hentet direkte fra universitetets server. Bevismodtager kan kun se originalen af det dokument, verifikationslinket findes på, ikke andet indhold i den Digitale Bevispostkasse.

Videresend dit bevis

I den Digitale Bevispostkasse har du mulighed for at sende dit bevis direkte fra SDU’s server til en eller flere e-mail-modtagere. SDU vil stå som afsender på e-mailen.

 

Giv adgang til andre

I den Digitale Bevispostkasse har du mulighed for at give tidsbegrænset adgang til en tredjepart.

Tidsbegrænset adgang sker ved at du:

  • vælger hvilke dokumenter tredjepart skal kunne se
  • vælger den periode hvor dokumenterne skal være synlige
  • taster en eller flere e-mailadresser, som adgangslinket skal sendes til
Historik

I den Digitale Bevispostkasse kan du altid se hvem du har sendt dokumenter til hvornår, samt hvem du har givet adgang til, hvad du har givet adgang til, hvornår du har givet adgang og om vedkommende har hentet noget af det du har givet adgang til.

 

Ph.d.-skolen ved Det Humanistiske Fakultet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 13.10.2023