Til Borgere

Kære Borger

Velkommen til SDU’s Citizen Science projekt ”Find en sø”. Du har nu en helt ekstraordinær mulighed for at hjælpe forskerne på SDU med at indsamle vigtige data om søerne i Danmark.

Din hjælp er vigtig, da vi har brug for vandprøver fra så mange søer som muligt. Alt hvad du skal gøre er, at tage en vandprøve i en sø, vandhul eller lignende nær dig, tage et billede af søen derfra hvor prøven er taget og indlevere vandprøven på ét af de biblioteker, der er på den efterfølgende liste over indleveringssteder. Du skal således bare bruge en ren frysepose, en mobiltelefon, en kuglepen, evt. et par gummistøvler og lidt fritid for at deltage i SDU´s forskningsprojekt. Du må meget gerne tage prøver i flere søer.

Vi har samlet en masse spændende og relevant materiale, som vi håber, kan inspirere dig, hvis du har lyst til at vide mere.

Materialet er inddelt i 3 dele:

  1. Praktiske informationer om selve vandprøvetagning
  2. En faglig del, som kan klæde dig bedst muligt på til projektet
  3. Forslag til aktiviteter for dig, børn og børnebørn

 

Del 1. praktiske informationer

vandprøvetagning

Til vandprøvetagningen i søen skal du medbringe din telefon eller kamera til at tage et billede af søen og en helt almindelig ren 4 liters frysepose hjemme fra køkkenet eller en vandflaske, som skal skylles i søens vand inden prøvetagning. Du kan også hente en pose der, hvor prøverne skal afleveres. Prøven indleverer du på et af bibliotekerne på listen. Du skal nu finde en sø, gadekær, grusgrav-sø, vandhul, regnvandsbassin eller lignende, som du har lyst til at tage en vandprøve i.

  1. Du skal inden vandprøvetagning notere placeringen af søen (by og vejnavn), dato, evt. andre informationer med kuglepen udenpå posen eller flasken. Prøven kan tages enten inde ved kanten af søen eller lidt ude fra kanten. Pas på ikke at få overbalance, når vandprøven tages. Vandet må ikke blive hvirvlet op, så der kommer skidt og mudder med i prøven. Det er vigtigt, at posen bliver trykket lidt ned under vandoverfladen (ca. 20 cm), så der ikke kommer overfladevand i prøven. Prøv dig frem et par gange.
  2. Tag et billede af søen der fra hvor du har taget prøven - Billederne oploades via SDU´s app ”Find en sø”.
  3. Efter vandprøvetagning indleverer du prøven på et af bibliotekerne på listen. Husk at stille vandprøven på køl indtil den afleveres på det givne indleveringssted.

Du vil efterfølgende kunne følge med i, hvilke søer der er taget prøver i via app’en ”Find en sø” ligesom projektets resultater også løbende vil blive præsenteret der og på hjemmesiden

Del 2. DEN forberedende del

søers økologi

Der er næsten intet dejligere end gå langs en dansk sø og iagttage dyre- og plantelivet. Vi har alle en forestilling om, hvordan en sø med god vandkvalitet ser ud. Desværre er det langt fra alle vores søer, vandhuller m.m. der lever op til det. Mange søer har fået eller får tilført bl.a. for mange næringsstoffer, miljøfremmede stoffer eller påvirkes af andre faktorer. Det kan bl.a. give problemer med algevækst, uklart vand og dårlige livsbetingelser for dyr og planter. Derfor vil forskerne gerne vide mere om søernes vandkvalitet, så vi kan blive endnu klogere på, hvordan vi bedst sikrer vores natur.

Find meget mere info via nedenstående links: 

  • Tarup Davinde grusgrave – information om grusgrave
  • Dyrene i søen: ”Danmarks vidunderlige natur” se udsendelse.

     

    Del 3. FORSLAG TIL AKTIVITETER FOR BØRN OG BØRNEBØRN 

     

    Dyrene under og ved vandoverfladen

     

    I forbindelse med vandprøvetagning, er det ideelt at tage sine børn og/eller børnebørn med ud og samtidig bruge anledningen til at fange dyr ved et vandhul, sø, gadekær, grusgrav-sø eller regnvandsbassin i nærmiljøet. Det kræver blot et fiskenet, en spand og et par gode gummistøvler.

    Børn er altid utrolig interesseret og nysgerrige på vand og dyrene der lever i vandet. Man kan derfor prøve at udfordre og bidrage til denne nysgerrighed for naturen ved at spørge barnet: Ved du hvilke dyr, der lever i en sø? Hvis barnet har et kæledyr derhjemme, kan du spørge barnet, hvordan det trækker vejret og hvad det spiser? Hvordan tror barnet, at dyrene i søen trækker vejret under vand?

    Du kan også snakke med barnet om, hvordan man bedst fanger dyrene i søen. Vigtigt er det, at barnet får en forståelse for, at man skal være forsigtig med dyrene og at de også kan gemme sig inde ved bredden såvel som i de frie vandmasser. Se de små film, som handler om dyrene i søen og hvordan man fanger dem. Undervejs kan man evt. bygge en vandkikkert, som I kan tage med ud i felten.

  • Søen – test og tricks til at undersøge en sø
  • Dyrene i søen læs om hvordan du kan blive vandløbsdetektiv og gå på kriblekrablejagt
  • Hvordan trækker dyrene vejret under vand?
  • Dyrenes levested og tilpasning til levesteder – se film.
  • Hvordan fanger man dyrene under og ved vandoverfladen? Se lille film.
  • Byg en vandkikkert.
  • Skybrud og spildevand – se lille film.
  • Klimatilpasning og regnvandsbassiners vigtighed – se lille film.

Andre Relevante links:

Jeg glæder mig meget til at samarbejde med jer!

Med venlig hilsen

Sara Egemose

Lektor på Biologisk Institut SDU, kontaktperson vedr. CS-projekt.

Tlf. 65 507988/ 93 507208. Email: saege@biology.sdu.dk