Af: Frederikke Malling Hansen
Selvom vi på Gydehutten og ved kontorerne har været vant til at smide både sandwichrester, kaffekopper og gamle papirnoter i samme hul, så har man i SDU’s kældre og baggange længe sorteret i ikke bare fem, men hele 32 fraktioner.
”Bag scenen har vi jo i mange år sorteret beton, lyskilder, træ, møbler. Ja, vi har en hel liste,” fortæller Jan Jeppesen, der er betjent hos Teknisk Service.
Læs mere: Affaldssorteringen nytter noget - Odense starter på mandag
I over de tre år, som han har været ansat, har der været sorteret og sat i system ud fra mange fraktioner. Derfor betyder de fem nye fraktioner også en meget større arbejdsbyrde.
”Det er ekstra arbejde. Man kan jo sige, vi bare puttede alt ned i et hul før og ned i en spand, så nemt kunne det være. Nu stiller vi krav både til brugerne, men også til os selv,” fortæller Jan Jeppesen yderligere.
En sorteringsstrategi, der har ladet vente på sig
Sorteringen gik i slutningen af januar i luften, men det har været et projekt og en ambition, der har været længe undervejs.
“Det er jo helt tilbage fra dengang, SDU fik et større fokus på bæredygtighed og senere startede Klimaplanen, hvor affald virkelig var noget, der fyldte. Det er noget, alle kan forholde sig til, hvor man selv kan bidrage. Det er jo også det her med, at det er noget, man gør derhjemme, så det er jo helt mærkeligt, når man er på universitetet, at man bare skal smide det hele ned i restaffald,” fortæller Malene Skovbakke, der er projektleder hos Teknisk Service.
SDU’s nye affaldssortering er et stort projekt, som har været under udvikling i længere tid. Allerede tilbage i maj 2020 satte man 25 affaldsstationer op på NAT som en del af et pilotprojekt. På grund af coronanedlukninger gik der over et år, før der var fuld drift igen, og man derfor kunne se, hvordan det fungerede. Både Jan Jeppesen og Malene Skovbakke er dog enige om, at timingen er rigtig god her tre år senere. Det er ikke meget negativt, de skal høre for udrulningen, og samtidigt har folk fået lov til at øve sig lidt derhjemme, inden sorteringen nu er kommet til SDU.
Derudover fortæller Malene Skovbakke, at det netop også passer godt nu, fordi Odense Kommune har fået fem veletablerede fraktioner, og fordi aftagerne også er klar til at aftage fraktionerne korrekt.
Men udover, at timingen er god, og brugerne er klar til at tage deres gode vaner med på arbejde og studie, så har det også en stor signalværdi, at man udadtil kan se, at SDU er et universitet, der også tager ansvar for sit affald.
”Jeg tænker, der er noget stærk signal i, at vi gerne vil, og der er også det genkendelige fra derhjemme, som jeg tror for mange vil blive meget naturligt. Vi skal vænne os til at gå lidt længere, men vi håber da, at folk ser det som noget positivt, at man så på den måde kan bidrage til klimaområdet, og til at vi faktisk kan klare os godt på SDU,” siger Malene Skovbakke.
Af de 32 fraktioner har SDU længe sorteret blandt andet elektronikaffald, klinisk risikoaffald her både kanyler og forsøgsdyr, brugte tonerpatroner samt møbler, der enten er ubrugelige og skal genanvendes til nye ting eller som for nyligt, hvor de donerede en række møbler til Ukraine.
Læs mere: Nyt samarbejde: Borde og stole fra SDU Slagelse doneres til Ukraine og Rumænien
Det er altså ikke noget nyt på SDU, at der skal tænkes på affald som en ressource med flere liv, men det er nyt for de mange tusinde brugere, der hver dag sætter deres fødder på campus, og som nu får mulighed for at gøre sortering til en god vane og dermed gøre noget godt for klimaet.