Bæredygtighed og klima er komplekse og vanskelige emner på flere parametre. Det kan derfor være vanskeligt at gennemskue, hvornår noget er bæredygtigt og ofte kan problemer være kendetegnet af modsatrettede hensyn (fx til miljø henholdsvis klima)
”Bæredygtighed er vanskeligt i både dialog- og undervisningssammenhæng,” lyder det fra Caroline Schaffalitzky, lektor ved Filosofi, der forklarer, at vanskeligheden blandt andet opstår, fordi emnet på overfladen kan virke tilgængeligt, men i virkeligheden er det mere komplekst end som så.
”Der er mange værdier vævet ind i emnet bæredygtighed, da det også handler om, hvordan man vælger at leve sit liv og oplever sin plads i verden,” uddyber hun.
Modsat andre fag i skolen, som tilsigter at finde et facit, så findes der ikke et entydigt svar, når det gælder bæredygtighed. Udfordringerne kan ikke blot løses gennem formler og grammatiske huskeregler. Derfor er Caroline Schaffalitzky særligt optaget af, hvordan samtaler om bæredygtighed og klima udspiller sig som autentiske dialoger og ikke blot bliver mekaniske. Særligt lægger hun vægt på, om elever rent faktisk er engagerede i emnet bæredygtighed, eller om de er blevet trænet til at vide, at det ikke er godt at smide affald i vejkanter og havvand.
Klimaangst og økostress
Der er blandt forskere uenighed om, hvor stor udbredelsen af klimaangst og økostress egentlig er. Det er ikke desto mindre et vigtigt emne at tage op, da vi gennem italesættelsen af de to fænomener kan få større indsigt i, hvad det vil sige at være økostresset eller opleve klimaangst..
Den største udfordring er, ifølge Caroline Schaffalitzky, nemlig ikke, om undervisningsrum er med til at skabe klimaangst; det er snarere, at der ingen ægte interesse er for klima.
Risiko for looping effect
Tanken bag looping effect er, at andres beskrivelse af en gruppe virker forstærkende på gruppens adfærd. Lyder fortællingen, at unge har klimaangst, så forstærker det troen om at for at være ansvarlig som ung, så bør man have klimaangst. Fortællinger er altså med til at forstærke billeder.
”For at kunne tale om bæredygtighed, så skal vi ikke kun kigge på teknologiske løsninger, men også befolkningens mindset og adfærd
Et nyere studie på tværs af 10 OECD-lande konkluderer, at næsten 60 % af verdens unge lider af økostress, fortæller Ane Qvortrup, professor i Uddannelsesvidenskab. Dette billede kan hun ikke genkende fra danske sammenhænge. Samtidig forklarer hun, at der er uenighed om, hvad klimaangst er, og hvordan det måles:
”Når man får høje tal for klimaangst, kan det til tider skyldes, at nogle spørgeskemaer blot spørger ind til, om unge er bange for klimaforandringer. Dette kan beskrives som klimabekymring. Studier viser, at en sådan bekymring kan afbødes af andre følelser, fx håb for fremtiden eller troen på, at der kan gøres noget ved forandringerne. Kun hvis følelser af håb eller tro ikke eksisterer sammen med klimabekymringer, er der tale om en alvor tilstand, og først her giver det mening at tale om angst. Jeg foreslår derfor, at man i undersøgelser af unges bekymringer for klimaet inddrager spørgsmål om håb for fremtiden og oplevelser af at have handling for øje,” pointerer Ane Qvortrup.
Ane Qvortrup og Caroline Schaffalitzky argumenterer begge for, at en vis grad af opmærksomhed eller bekymring er en grundlæggende forudsætning for, at vi kan investere den psykologiske energi, der skal til, for at skabe forandring.
Men vi skal helst ikke bekymre os hverken for meget eller for lidt. Det handler altså om balance.
”Vi skal være opmærksomme, men det skal ikke hæmme vores handlinger. Vi er nødt til at have håb og tro på, at det bliver bedre,” siger Ane Qvortrup.
Kan vi være for bekymrede?
Bekymring for klimaets fremtid kan altså ikke blot defineres som økostress eller klimaangst. Bekymring kan være positiv, fordi den kan være med til at skabe forandring.
”Bekymring, der bidrager til handling, vil jeg ikke kalde økostress,” konkluderer Ane Qvortrup.
Caroline Schaffalitzky er enig med Ane Qvortrup og forklarer, at noget af det, der er værre end klimaangst og økostress, er ligegyldighed.
”Vi ser ikke sjældent i vores aktiviteter, at børn og unge ikke interesserer sig særligt for disse spørgsmål. Det er ikke, fordi de er mangler viden eller er egoistiske, men fordi det bare ikke fylder i deres liv sammenlignet med mere nære spørgsmål,” lyder det fra Caroline Schaffalitzky, der forklarer, at vi her kan begynde at tale om det som nogle kalder inner sustainability (væredygtighed).
”Jeg er ikke vild med betegnelsen, men tanken er, at for at kunne tale om bæredygtighed, så skal vi ikke kun kigge på teknologiske løsninger, men også befolkningens mindset og adfærd,” forklarer hun.
”Ligegyldighed og klimaskepsis er ikke produktivt, men vi skal heller ikke være angste. Graden af bekymring skal altid vurderes sammen med de andre følelser, der kan mediere disse bekymringer. Vi skal derfor passe på med at se bekymring som en isoleret faktor,” argumenterer Ane Qvortrup.
Ane Qvortrup skelner derfor også i en artikel, som hun har udgivet sammen med kollegerne Torben Spanget Christensen og Jonas Teglbjærg mellem at være klimaskeptisk, at anerkende klimaproblemerne som værende reelle samt det at være aktivist, og hun peger på, at det midterste scenarie er det mest produktive. Ligesom ligegyldighed har en negativ konsekvens, kan aktivisme også blot være et opråb uden en klar idé om handling til forandring.
”Bæredygtighed skal indtænkes i undervisningen fra start. Vi skal ikke overveje det efterfølgende
Fra bevidsthed, til tanke, til handling
Selvom mange er bevidste om klimaforandringer og de udfordringer, de medfører, så kan det for flere være svært at forestille sig, hvilke handlinger, der kan bidrage til forandring.
”Konkrete handlinger bliver ofte til individuelle handlinger. Det er i sig selv en udfordring, at løsninger bliver individualiserede, fordi det bidrager til en forestilling om, at handling er et individuelt ansvar,” forklarer Ane Qvortrup.
Det kan være et problem, hvis unge tror, at løsningerne på klimaforandringerne hviler på deres skuldre, og Ane Qvortrup udtrykker bekymring for, at vi skaber et sted, hvor håb for fremtiden erstattes med en frygt for risici og usikkerhed.
Caroline Schaffalitzky peger i den forbindelse på, at vi bliver nødt til at orientere os mod det kollektive.
”Fokus på individet har stor betydning for unges forhold til bæredygtighed og klimaforandringer, som er med til at skabe en mangel på forståelse i relationen mellem det kollektive og det individuelle ansvar. Vi kan ikke bare reducere bæredygtighed til et spørgsmål om individuelt ansvar og adfærd,” argumenterer hun og fortæller yderligere:
”En del af problemet er tanken: ’Det gør jo ikke noget, at jeg køber en dieselbil.’ Hvis vi alle tænker sådan, så overser vi det faktum, at der er forskel på det, der er kollektivt rationelt over for det, som er individuelt rationelt.”
Vi skal altså blive bedre til at indgå i autentiske dialoger om bæredygtighed og klimaforandringer, der i højere grad fokuserer på det kollektive frem for det individuelle ansvar for handlen og ageren.
Skolens og kompleksitetens betydning
Der er ingen anden institution, som har lige så stor berøring med samfundet, og som kan være med til at skabe forandring, som skolen.
”Vi bliver nødt til at gentænke fagene i skolen, så bæredygtighed er et aspekt af den faglige undervisning, ligesom den må behandles gennem tværfaglige forløb. I dag tænker vi bæredygtighed, som noget der supplerer andet fagligt sidst i lærebogen eller på særlige temadage, i stedet for at gøre det til en integreret del af undervisningen,” fortæller Ane Qvortrup.
Ved at tænke bæredygtighed som noget, der er uafhængigt af fagene faktor, får eleverne ikke forståelse for, at det at skabe en bæredygtig udvikling, kræver, at vi ændrer den måde vi generelt, tænker og handler. Når bæredygtighed samtidig skal behandles gennem tværfaglige forløb, er det for, at de ikke bliver bevidste om bæredygtighedsproblemstillingernes kompleksitet og fx ikke ser el-bilen som entydigt bæredygtig. De må ikke overse produktionsforhold og CO2-omkostninger eller glemme, at det mest bæredygtige valg i visse situationer kan være at køre diesel- eller benzinbil, til de ikke kan mere.
”En udfordring er også, at vi taler rigtig meget om økologisk bæredygtighed, men glemmer den sociale og økonomiske,” pointerer Ane Qvortrup.
Et godt eksempel på, at den sociale og økonomiske bæredygtighed kan komme under pres, er i samfundsdebatten omhandlende vegetarisme og veganisme.
”I nogle tilfælde glemmer vi spørgsmålet om ulighed,” lyder det fra Ane Qvortrup, som bruger spørgsmålet om at spise vegansk som et eksempel: ”Hvis vi alle sammen skulle til at spise vegansk, så ville vi skabe en kæmpe ulighed, da det ikke er alle, der har ressourcerne til det. Økonomisk er der ikke ressourcer til, at alle familier kan leve vegansk.”
Caroline Schaffalitzky istemmer sig og forklarer, hvordan vi hurtigt kan komme til at banalisere problemstillingerne.
”Lever man i en familie, hvor der ikke er råd til at leve bæredygtigt, så kan det blive udskammende. Og det skal ikke være sådan, at man ikke kan være en del af samtalen, bare fordi ens far er landmand,” argumenterer hun.
Skolen er altså et ekstremt vigtigt sted, da det er her, vi fastsætter, hvordan vi taler om bæredygtighed.
I en sammenligning med Covid-19-pandemien, uddyber Caroline Schaffalitzky yderligere, hvordan biotekniske løsninger nogle gange er det mindste problem:
”I stedet lader det til, at det store problem faktisk er folks adfærd,” siger hun, og forklarer: ”En ting er den praktiske og teknologiske viden, en anden ting er folks selvbillede.”
Både Caroline Schaffalitzky og Ane Qvortrup giver udtryk for, at folk undervurderer, hvor svært det er at få folk til både at adfærdsregulere, men også have en dialog om bæredygtighed på en produktiv måde.
”Folk tror, at vi kan forholde os til bæredygtighed på samme måde, som vi kan med andre fag. Der er altså brug for en forståelse af, at det her er et helt nyt emne og derfor skal inddrages i undervisningen mere integreret,” argumenterer Caroline Schaffalitzky.
Her erklærer Ane Qvortrup sig enig:
”Bæredygtighed skal indtænkes i undervisningen fra start. Vi skal ikke overveje det efterfølgende.”
Begge er de enige om, at vi ikke kan tale bæredygtighed uden at italesætte behovet for tværfaglighed.
”Vi skal indtænke acceptabilitet, værdier og verdenssyn ind, når vi udvikler teknologiske løsninger,” lyder det fra Caroline Schaffalitzky, der bakkes op af Ane Qvortrup:
”Jeg er overbevist om, at fx litteratur kan være med til at skabe en fremtidsforestilling. Vi har haft en tendens til at reducere bæredygtighed til at handle om enkelte fag som de teknologiske og naturvidenskabelige. Men det er vigtigt, at de humanistiske ikke blot tager sig af etikken og de andre sig af indholdet. Vi skal tænke tværfagligt, og her kan fx litteraturen være med til at skabe forestillinger, idéer og håb, der kan hjælpe til at udvikle teknologiske løsninger.”
Afslutningsvis lyder det imidlertid, at vi ikke skal banalisere, at der eksisterer unge, som har klimaangst, der ligger på et højere niveau end gennemsnittet.
”Vi har altid haft sårbare unge, og det vil vi altid have,” lyder det fra Ane Qvortrup, og uddyber: ”Men jeg mener ikke, at det er det generelle billede, vi ser.”
Vi skal derfor skabe et rum og et sprog for, at der er plads til at tale om bæredygtighed og klimaproblematikkerne. For gennem samtale og åbenhed, kan vi forbinde håb, viden og idéer.
For selvom både for lidt og for meget bekymring kan have negative konsekvenser, så er det vigtigt, at vi som befolkning – ung såvel som gammel – har en bevidsthed om klimaproblematikkerne.
”Det er først i det øjeblik, at det bliver naturligt at medtænke bæredygtighed i alt, vi gør, at vi kan handle derefter,” afslutter Caroline Schaffalitzky.