Af: Denise Abrahamsen
Migration er en kompleks sag. Den kan forstås som enten frivillig eller tvungen migration. Begge typer migration giver anledning til en række spørgsmål om muligheder, udfordringer og hjernetilgang, -flugt og -cirkulation. Denne artikel fokuserer på frivillig migration – det vil sige, når nogen migrerer til et andet land pga. uddannelses- eller erhvervsformål osv.
"Der har været en tilstrømning fra udviklingslande til industrilande", siger Maria Elo og forklarer, at migration normalt forekommer mellem det globale syd og det globale nord.
Når vi ser på disse bevægelser, lider de lande, der mister uddannede og kvalificerede personer til et andet land, af hjerneflugt. Omvendt drager modtagerlandene fordel af hjernetilgang.
Hvordan opstår hjernetilgang, hjerneflugt og hjernecirkulation?
Når en person flytter til et andet land for at arbejde eller drive virksomhed, har de normalt en positiv indvirkning på det land, hvor de bosætter sig. Kort sagt har modtagerlandet hjernetilgang. Det er ét aspekt af migration, men der er også en bagside, for hvad nu, hvis migranten ikke kan udnytte sit fulde potentiale i sit job?
I Europa har mange mennesker fra lande uden for EU eksamensbeviser, der ikke anerkendes af EU's medlemsstater, forklarer Maria Elo.
"Det kan for eksempel være, at en læge fra et land uden for EU arbejder i Danmark som taxachauffør, og det er hjernespild".
Når de talenter, som har migreret, er underbeskæftiget, går hjernespildet ikke kun ud over landet, men også migranterne. Det er en samfundsmæssig udfordring, fordi de talenter, der emigrerer fra hjemlandet, efterlader et hul – en hjerneflugtseffekt – derhjemme. Hvis migrantens talent ikke udnyttes pga. arbejdsløshed eller underbeskæftigelse, spilder modtagerlandet ressourcer og genererer dermed hjernespild. En migrant rammes derefter af hjernespild og dekvalificering, når omgivelserne ikke giver dem mulighed for at vedligeholde eller udvikle deres færdigheder.
Den mest gavnlige form for migration er, når begge lande drager fordel af det, som Maria Elo kalder "hjernecirkulation". Det betyder, at der er en rimelig fordeling af fordelene ved migration i begge retninger.
"I et samarbejde mellem tanzaniske og svenske læger tog svenske læger til Tanzania i en periode. Det havde en særdeles positiv effekt i den forstand, at de svenske læger lærte nye koncepter af de tanzaniske læger, og sidstnævnte lærte nye idéer og metoder. Der blev også udvekslet lægefaglig viden, og ingen af de involverede var bekymrede for ikke at få ny viden og udvikle deres færdigheder,” forklarer hun.
Kort sagt handler hjernecirkulation ikke kun om at sende penge – det giver begge lande mulighed for at drage fordel af hinandens viden, styrke deres kapacitet og fremme deres færdigheder.
Ét lands gevinst er et andet lands tab
Det er almen praksis, at folk fra udviklingslande flytter til industrilande af forskellige årsager, herunder arbejde, studier eller ægteskab – og forretningsforetagender.
I eksemplet ovenfor blev nogle tanzaniske læger boende i Tanzania, men det er ikke altid tilfældet. Det sker ofte, at læger fra udviklingslande flytter til eksempelvis USA for at få mere viden, bedre faglig udvikling og typisk en højere løn. Desværre migrerer de meget sjældent tilbage til deres hjemland.
"Det, der sker, er, at migranterne sender penge hjem til Tanzania for at forsørge deres familie", påpeger Maria Elo og tilføjer, at det er et tveægget sværd. På den ene side gavner de penge, der sendes fra USA til Tanzania, familier, som er afhængige af dem. På den anden side kan man ikke købe sundhedsydelser, hvis der er lægemangel i Tanzania.
"Når der er en skævvridning mellem de to lande, og hvis ingen søger at mindske bekymringen for, at industrilande suger talentet ud af udviklingslande uden at yde noget til gengæld, opstår der en kløft, som kun er med til at øge uligheden, snarere end det modsatte", argumenterer hun.
Adspurgt, om danske hospitaler bør undlade at ansætte en tanzanisk læge, svarer Maria Elo:
"At ansætte en tanzanisk læge er ikke en dårlig ting i sig selv. Det kan være en velsignelse for lægens karriere- og kompetenceudvikling. Men hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg drøfte med vedkommende, hvad situationen i deres hjemland er, og måske arrangere et stipendieprogram og hente en anden studerende. Jeg ville spørge om: Hvad kan jeg gøre for at mindske den ulighed, det kan skabe? Har jeg mulighed for at etablere et samarbejde på lokalt plan og være med til at forbedre tingenes tilstand lokalt uden at efterlade et videnshul eller ingen medarbejdere overhovedet? På den måde ville jeg være i stand til at lade viden og færdigheder strømme flere veje til gavn for os begge".
Kort sagt hævder Maria Elo, at hjernecirkulation er den mest gavnlige situation for alle parter. Ved at cirkulere ens viden fremmer man også sin forståelse af "den anden", både på et akademisk og samfundsmæssigt plan. At lære af hinanden er til gavn for både de involverede arbejdsgivere, men også for de to lande i større målestok på flere måder.
"Når man har folk, der ved, hvordan tingene fungerer i flere lande og kan sammenligne dem, har de den fordel, at de er "midt imellem", fordi de ikke kun er eksempelvis danskere eller tanzaniere – de er begge dele. Det giver dem mulighed for at belyse og mindske uligheden ved at inddrage de oplevede fordele", argumenterer Maria Elo.
Gensidig læring og forståelse er nødvendig for at skabe kapacitet og lighed. På den måde kan vi tage højde for de sociale, klimarelaterede og økonomiske forskelle osv. Der findes nemlig ingen universel skabelon til at mindske ulighed, hverken for organisationer eller for lande.
"Typisk har vestlige industrilande en tendens til at have et "overlegenhedssyndrom", idet de tror, at deres model er den mest avancerede – hvilket meget vel kan være tilfældet. Men det betyder ikke, at modellen kan anvendes i alle tænkelige miljøer", forklarer hun og fortsætter:
"I stedet skal man skabe samarbejder, hvor man har de fordele og forståelser, der opstår "midt imellem". Derved kan man bidrage til at mindske uligheden", slutter hun, da det skal gavne lokalt på begge sider.
Forskelle på mænds og kvinders migration
Historisk set har de fleste migranter været mænd. I dag udgør kvinder dog en højere andel af den internationale migration. Efterhånden som samfundene udvikler sig, og kvinder udvikler sig fagligt, migrerer flere kvinder ligeledes og deltager i globale arbejdsmarkeder og virksomheder. Dette er også repræsenteret i statistikkerne, da migration er fordelt meget ligeligt mellem kønnene. Men denne udvikling er ikke helt uden konsekvenser.
"En ting, jeg finder meget foruroligende, er, når vi ser på den såkaldte "højtkvalificerede migration". Det ser ud til, at den personlige indvirkning er forskellig mellem kvinder og mænd. De får ikke de samme fordele ved at være migrant", forklarer Maria Elo.
I praksis betyder det, at mænd og kvinder ikke har de samme fremskridt eller karriereudvikling, hvorfor migration gavner mænd mere end kvinder.
"Det skyldes typisk, at virksomheder antager, at kvinder bliver gravide, får børn og derefter påtager sig disse opgaver", siger hun og forklarer, at kvindelige migranter normalt ikke kun oplever dobbelt, men nogle gange tredobbelt sårbarhed sammenlignet med mænd.
Dette kommer blandt andet til udtryk i form af lavere løn, men også ved at have færre karrierefremskridt, selvom deres kvalifikationer er de samme som mændenes.
"Der er ikke kun en lønforskel. Der er også en migrationskløft i den forstand, at kvinder får mindre ud af det," argumenterer hun på baggrund af sin forskning.
Migration – en kompleks sag
Diskussionerne om migration er mange. Det er ikke lykkedes regeringer rundt om i verden at nå frem til en fælles forståelse af, hvad der udgør frivillig eller tvungen migration. Én ting er dog sikker: Det påvirker os alle, og ikke kun migranten, men også de lande, vedkommende migrerer hhv. fra og til.
Det, vi kan lære af Maria Elo, er, at vi skal lære af hinanden, analysere uligheden og gensidigt opbygge kapacitet i stedet for at øge skævvridningen landene imellem og derved skabe yderligere årsager til migration.
"Samarbejde udvider vores viden og netværk", forklarer hun, og det er til gavn for os alle.
Holdningen til migration er dels et strukturelt og et samfundsmæssigt anliggende. På spørgsmålet om, hvordan man ændrer dette, svarer Maria Elo:
"For det første er der det organisatoriske lag. Dette omfatter både migrationsprocessen, den politiske beslutningstagning og papirarbejdet. For det andet er der de individuelle og "samfundsmæssige" lag. Hvordan taler, tænker og handler vi som familie, som individer eller som nabolag om migration og (u)lighed? Følger vi FN's verdensmål? Eller er vi bare ved at gentage det, som vores forældre og bedsteforældre altid har gjort? Vi bruger ofte ordet "fordom", men jeg vil hævde, at folk ikke nødvendigvis er aktivt fordomsfulde. De tænker bare ikke over det.”