Når mange tænker infrastruktur handler det typisk om offentlig transport – især i storbyområderne.
”Bylogikken er især present, når det kommer til infrastruktur,” lyder det fra Pia Heike Johansen, som grundlæggende forsøger at give landet en stemme ved at tage afsæt i borgerne. Hendes ærinde er at tydeliggøre deres stemme i en samfundsdiskurs, der ellers typisk er præget af bylogikker.
Vi skal gentænke betydningen af infrastruktur
”Infrastruktur er ikke blot spørgsmålet om offentlig transport; det er muligheden for at bevæge sig mellem punkter,” pointerer Pia Heike Johansen.
Hun forklarer, at infrastruktur helt konkret kan handle om bevægelse og muligheden for at transportere sig fra A til B.
”Dem, der bor på landet, bor der ofte, fordi de gerne vil, og ikke fordi de vil væk derfra,” forklarer hun, hvorfor infrastrukturen mellem landsbyerne især er vigtig.
En grøn infrastruktur kan gøres relativt enkelt på landet. Pia Heike Johansen pointerer eksempelvis, at dette kan udformes ved, at lods- og landbrugsejere kan åbne stiforbindelser gennem markveje, som ikke behøver at gå ud over deres landbrug.
Problemet lige nu er, at mange cykel- og gangstier enten ligger parallelt eller forskudt med trafikerede hovedveje; og det er nødvendigvis ikke trygt at sende hverken sig selv eller sine børn ud på disse stier.
”Infrastruktur skal altså ikke blot tænkes som offentlig transport, men sikre transportmuligheder,” pointerer Pia Heike Johansen. Dette kan være via markveje og postruter, der gør det lettere tilgængeligt for cyklister og gangere at bevæge sig mellem landsbyerne.
Forholdet mellem landsby og centrum
Diskursen kredser sig typisk om, at bus- og togruter bør planlægges efter, at man kan komme ind til centrum. Forestillingen om, at borgere på landet har svært ved at komme ind til byerne, er dog umiddelbart ikke holdbar.
Vi orienterer os hele tiden om centrum og storbyer, og noget af det, der kendetegner måden, vi forstår infrastruktur på, er, at det ofte handler om at bevæge sig fra provinsen til storbyen. Denne forestilling bør gentænkes.
”Ofte bor man ikke på landet, fordi man skal ind til centrum. I stedet orienterer man sig typisk mod sine nabobyer,” forklarer Pia Heike Johansen og uddyber, at det er det mindste problem at få borgere på landet ind i centrum. Faktisk er det typisk sværere for byboere at komme ud på landet.
”Bor du i en by og gerne vil ud på landet, så er du ofte langt mere immobil. De fleste i en by har ikke en bil; det har de på landet. Det vil sige, at hvis byboerne gerne vil gå en tur i skoven, til stranden eller gå i landskabet, så kan de ikke rigtig få lov. Derfor er dem, der er mest begrænset af manglen på land/by-infrastruktur, det er byboerne,” fortæller hun.
Udfordringer i landsbyerne er derfor helt anderledes, end de er i centrum.
”Dagligdagens bevægelighed mellem landsbyer er langt mere relevant,” siger Pia Heike Johansen. Funktioner er nemlig ofte spredt, og det hænder, at købmanden ligger i én by, skolen i anden, lægekontoret i en tredje og fritidsaktiviteterne i en fjerde. Udfordringen kan derfor være at rejse med offentlig transport imellem landsbyer og ikke nødvendigvis fra landsby til storby.
Vi må kigge tilbage for at kunne se fremad
I byerne ligger det meste inden for gåafstand. Sådan er det ikke nødvendigvis på landet.
Fordi der er længere mellem tilbud og services på landet, tvinges mange landsbyborgere til at drage ind mod centrum for at få adgang til diverse tilbud og services. Tidligere eksisterede der bogbusser, hvor biblioteket kørte rundt i landsbyen med bøger til udlån. Initiativer som disse kan og bør måske også tænkes ind i en nutidig kontekst.
Det kan fx være ved:
- Praktiserende læger, der kører rundt til borgerne
- Brød,- fiske,- og kødbiler (og andet), der 1-2 gange om ugen ankommer til landsbyen, hvor borgerne kan samles og handle
- Mobile fodterapeuter i forsamlingshuse
I dag er vi vant til at samle forskellige services i eksempelvis storcentre.
”Kigger vi på de bagvedliggende logikker, så er de ikke særligt indlysende,” påpeger Pia Heike Johansen og foreslår, at vi fokuserer på at lave nogle mobile enheder og kigger tilbage på, hvordan vi gjorde tidligere og lærer af dette.
”En mobil forståelse af private og offentlige services vil faktisk være med til at skabe meget af det liv på landet, som flere steder er lidt væk. Fordi lige pludselig står alle i kø henne ved fiskebilen en gang om ugen, og på den måde møder man i hinanden på en anden måde, end hvis alle tager hen til supermarkedet på vilkårlige tidspunkter,” forklarer hun.
”Vi er så vant til at tænke, at jo mere, der er samlet i et supermarked, og jo mere, der er samlet et sted, jo bedre. Men det er bare ikke rigtigt.”