Introduktion til uddannelsen

Vil du gerne kunne fortælle en historie, så den bliver vedkommende og relevant for andre? Det er kernen i god kommunikation, og den evne vil du kunne bruge på så forskellige arbejdspladser som pressebureauer og forlag, i produktionsselskaber, kulturinstitutioner og kulturforvaltninger – ja, i det hele taget alle steder, hvor der findes en kommunikationsafdeling.

Tilvalget Kommunikation, Retorik og Formidling (KRoF) giver dig redskaber til at arbejde professionelt med kommunikation. Eksemplerne hentes fra kulturens verden, men de teknikker, du lærer, kan også bruges i andre sammenhænge. Samtidig bliver du introduceret til, hvordan kulturinstitutioner og fonde arbejder, og til kulturpolitik og aktuelle debatter i dansk kulturliv.

På tilvalget kobles teori og praksis hele tiden sammen. Om foråret skal du i praktik i mindst otte uger, hvor du typisk kommer til at arbejde med at skrive tekster til hjemmesider, styre kommunikationen på sociale medier, redigere manuskripter og læse korrektur, skrive pressemeddelelser og nyhedsbreve, planlægge events e.l. Praktikken giver dig samtidig mulighed for at styre din uddannelse i en retning, du selv ønsker.

På KRoF arbejder du med kultur og kommunikation i praksis.