Skip to main content

Iværksætter inden for droneteknologi

Da Jes Jepsen skulle vælge uddannelse valgte han robotteknologi, da det lød spændende og som en sikker investering i fremtiden. Efter de tre år på bachelorstudiet var han ikke i tvivl om, hvilken retning han skulle gå på kandidatuddannelsen:

”Jeg tænkte, at specialiseringen i droneteknologi lød vildt spændende! Vi bliver de første årgange, der kommer ud – og jeg vil gerne være med i udviklingen fra starten,” siger den 25 årige studerende.

”Droneteknologi repræsenterer nye muligheder, fordi man arbejder i tre dimensioner. Man kan udvikle helt nye applikationer og har langt flere muligheder end når man fx udvikler biler, der kun kan bevæge sig i to dimensioner, og robotarme, som har en begrænset rækkevide.”

Arbejder på droneprojekt
På ottende semester arbejder Jes og hans holdkammerater på et droneprojekt:

”Lige nu er vi ved at bygge en drone op fra bunden. Dvs. vi tager udgangspunkt i eksisterende hardware og software og ser på, hvordan man opbygger kommunikationen mellem dronen og brugeren og løser forskellige andre problemer, der opstår, når man bygger den fra starten. En del af projektet går også ud på at finde det mest optimale design på dronen, så vi fx sikrer den længst mulige batterilevetid ved at finde et let og holdbart materiale at bygge dronen af. ”

På studiet lærer de studerende også om lovgivning i forhold til droner. Et nyt område, der er højaktuelt og fx både dækker sikkerhed og privatliv. 

”Vi har undervisning i mindre hold, så det er til tider ret intens – og minder mere om en dialog med underviseren, hvilket er rigtig givende. Det gælder faktisk studiet generelt, hvor man får et personligt forhold til underviseren,” fortæller Jes, der i sin fritid arbejder som programmørassistent hos Blue Ocean Robotics, som også er med til at give ham en masse erfaring inde for robotteknologi.

Iværksætter inden for droneteknologi
Jes har ambitioner om at blive selvstændig, og han deltager derfor gerne i forskellige relevante workshops og iværksætterprojekter, såsom SDU’s HealthTech Innovator:

”Jeg har fokus på at skabe et tværfagligt netværk, for jeg ser stor fordel i at kunne spørge andre om deres viden og ekspertise for at få en anden vinkel på en eventuel problemstilling. Ideudvikling interesserer mig meget, og gennem tværfagligt arbejde får jeg mulighed for lære om businessplaner, økonomi og markedsføring af de andre studerende,” siger Jes, der stadig arbejder på at få den rigtige ide. Men tanken er helt sikkert, at det skal være noget med droner.

”Droneområdet er stadig nyt og udviklingen går virkelig stærkt. Det eneste, det kræver, er fantasi til at forestille sig fremtidens muligheder for brug af droner – og det rigtige team at kunne føre ideen ud i livet.,” siger han.