Skip to main content

Med kandidaten er man bedre rustet til at udvikle nye teknologier, som kan hjælpe med klimaomstillingen

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på engelsk

Navn: Lasse

Uddannelse: Electronics (Kandidat)

Nuværende job: Videnskabelig Assistent, Institut for Mekanik og Elektronik, SDU

Hvorfor valgte du netop denne uddannelse?:
Det gjorde jeg sådan set af flere årsager. Først og fremmest, når man har taget bacheloren, som jeg har i Odense, så er der egentlig ret gode jobmuligheder. Men jeg var bare lidt usikker på hvilke jobs jeg gerne ville have, og der er lidt forskellige veje at gå på vores uddannelse - som elektronikingeniør kan man lave rigtig mange ting. Så jeg tog egentlig kandidaten for at blive lidt mere afklaret med hvad jeg præcist ville. På det tidspunkt tror jeg heller ikke at jeg var helt klar til arbejdsmarkedet. Så det var en mulighed for lige at blive lidt klogere, og finde ud af hvad man præcis ville. 

Hvad er det vigtigste du har taget med fra din uddannelse?:
Det er nok det her med at få lov at arbejde praktisk med tingene. Vi går væsentlig mere i dybden med tingene på kandidaten end man gør på bacheloren, og man kommer noget tættere på hvordan det er at udvikle et produkt i virkeligheden end man gør på bacheloren. Og så rent faktisk at få lov at udføre det i de her mange projekter vi har. Det synes jeg har været det vigtigste.

Hvordan bruger du din uddannelse i dit arbejde?:
I dag er jeg jo ansat som forskningsassistent på SDU, så der får jeg lov at arbejde med - det er sådan lidt poppet når vi siger det - de nyeste teknologier, inden de kommer ud til virksomhederne, eller inden virksomhederne tør bruge penge på at udforske de her ting, så arbejder vi med teknologierne, og viser hvad der kan lade sig gøre. Det er jo, altså hvis man interesserer sig for det, klart det sjoveste. Så jeg får lov at udvikle nogle ret moderne løsninger, hvor vi måske ikke skal tænke så meget på præcis hvordan man lige overholder alle standarderne, sådan så det kan blive til et produkt i virkeligheden, men man får faktisk anvendt de her nye teknologier på en smart måde. 

Et godt råd til kommende studerende:
Jeg tror det er at finde ud af hvad der interesserer dig, og så fokusere på det, fordi der er mange veje at gå og det lægger uddannelsen også op til. Men man kan ikke blive den bedste til det hele. Så find ud af hvor din interesse ligger og så læg hovedparten af tiden der, vil jeg sige. Hvis man bruger for meget tid på det hele, så bliver man ikke god til noget af det. Det tror jeg nok er det bedste råd.

De 3 fedeste ting ved uddannelsen/dit arbejde

  • Det er helt klart det her med at få lov at være med til udviklingsarbejde – altså se på nye teknologier til nye produkter og sådan noget. Og være med til at løse nogle af de her elektrificeringsproblemer vi har, hvis vi skal have den her klimaomstilling til at fungere. Det er det den kan, den her kandidat. Man er bedre rustet til det her udviklingsarbejde.
  • Alle de her projekter der er i løbet af studiet. Der er sådan 10 ECTS-semesterprojekter på hvert semester, og så er der egentlig mulighed for at lave flere projekter udover. Så det er muligt at lave nogle selvvalgte projekter. Så hvis man vil det, kan man lave enormt meget projektarbejde. Som man jo oftest laver sammen med medstuderende.
  • Man får lov at arbejde tæt op og ned ad forskningslivet ude på SDU. De fleste undervisere på uddannelsen er forskere, og det er også derfor jeg er endt i den del af branchen, fordi jeg blev bidt af det undervejs.