Fra Bachelor til Kandidat

Nye udfordringer

Lige meget hvilken kandidatuddannelse du vælger, vil der være ting, der er anderledes. Opgaverne vil blive mere komplekse, og der vil være større forventninger til, at du selv kan formulere og løse problemstillinger inden for dit fagområde.

Du vil skulle udbygge og bruge den viden og de grundlæggende kompetencer, du har fået med fra din bacheloruddannelse, på nye og mere selvstændige måder.

På din kandidatuddannelse har du mulighed for at præge uddannelsen og skabe din egen unikke profil, for eksempel gennem valgfag og projektemner.

Samme spor eller ny kurs?

Hvis du vælger at læse en kandidatuddannelse, der ligger i naturlig forlængelse af din bacheloruddannelse, vil overgangen være flydende. Du vil måske have de samme undervisere, mange af de samme medstuderende, og være i de samme undervisningslokaler, du er vant til.

Hvis du derimod vælger at søge ind på en kandidatuddannelse inden for et andet fagområde end din bacheloruddannelse – for eksempel Data Science – kan det kræve mere tilvænning. Metoderne, undervisningerne og dine medstuderende kan være helt nye. Det kan være en god mulighed for at udfordre dig selv og kombinere din uddannelse på din egen helt unikke måde.

Hvis du har en bacheloruddannelse fra SDU og er nysgerrig på dine muligheder for at læse videre, kan du få et overblik over dine valgmuligheder i DIVA.