Mere om studiet

Cand.merc.jur.-uddannelsen er en 2-årig kandidatoverbygning på HA(jur.)/HA(jur.) i skat-bacheloruddannelsen.

Uddannelsen består af det obligatoriske tværfaglige fag Metode, argumentation og videnskabsteori. Desuden skal du på studiets sidste semester udarbejde en kandidatafhandling inden for et selvvalgt juridisk og/eller erhvervsøkonomisk emne. Herved får du mulighed for at vise evnen til at foretage en dybtgående analyse af en afgrænset problemstilling.

Herudover har du i høj grad mulighed for at skabe din egen uddannelsesprofil gennem en lang række juridiske og erhvervsøkonomiske valgfag. Det er også muligt at tage på udlandsophold, praktikophold og/eller skrive seminaropgaver.

Studielivet
En fredelig læseplads finder du i de rolige omgivelser i studiemiljøerne eller på Universitetsbiblioteket. På biblioteket kan du desuden via bibliotekets database finde frem til en stor del af den litteratur, du har brug for. Har du brug for speciallitteratur, er der mulighed for at skaffe bøger hjem fra andre universiteter både i og udenfor Danmark.
Syddansk Universitet i Odense har også sin egen »Studenterboghandel«, hvor det er muligt at bestille og købe præcis den litteratur, der er relevant for dig.

Den nyeste teknologi har høj prioritet på universitetet, og rundt omkring på universitetet finder du terminalrum med computere til fri afbenyttelse. Computerne giver også adgang til Internettet og du er velkommen til at surfe på nettet, søge i databaser m.m.,ligesom du kan få din egen e-mailadresse.