Skip to main content

Karriere

Kandidatuddannelsen i Biologi er alsidig og kan stykkes sammen på mange forskellige måder. Derfor har du mange mulige karriereveje som biolog, afhængig af dine faglige interesser. 

Biologer fra SDU er ansat både i det offentlige og i det private, og som biolog er du interessant for en bred vifte af arbejdsgivere, både i Danmark og i udlandet. 

Beskæftigelsesområder

Som biolog har du mange forskellige beskæftigelsesmuligheder, fordi uddannelsen er alsidig og kan kombineres med mange forskellige sidefag, blandt andet idræt og sundhed, humanistiske fag eller andre naturvidenskabelige discipliner som kemi, matematik og fysik.

Samtidig har du mulighed for at specialisere dig i et eller flere af biologiens fagområder, hvis du har specielle jobønsker.

Videnskabs- og naturformidling

Informationsmedarbejdere ved zoologiske haver og akvarier arbejder ofte med at fortælle gæsterne om dyrene gennem udstillinger, workshops og rundvisninger.En anden jobmulighed er som naturguide, hvor dit arbejde består i at formidle viden om naturen til andre mennesker, ofte på ture i skoven,på heden eller ved havet. Endelig er også videnskabsformidling på videnskabsmedier en mulig karrierevej.

Natur- og miljøforvaltning

Som biolog kan du få ansættelse inden for den offentlige natur- og miljøforvaltning eller private konsulentvirksomheder, hvor du typisk vil arbejde med miljørådgivning, energivejledning og miljøsagsbehandling. Du kan også blive ansat som zoolog i zoologiske haver og akvarier, hvor du bl.a. kan komme til at arbejde med avlsprogrammer for truede dyrearter. 

Undervisning

Kombineret med et gymnasiefag som sidefag giver en kandidatgrad i biologi dig de faglige kvalifikationer til at undervise i gymnasiet. Som biolog kan du også blive ansat som underviser på en professionshøjskole.

Forskning og innovation

Når du er blevet kandidat, kan du fortsætte din karriere på universitetet med en forskeruddannelse. Du starter typisk som ph.d.-studerende. Et ph.d.-projekt kan laves i samarbejde med en erhvervsvirksomhed.