Skip to main content

Nicole vil kombinere teknologi og politik

  • Denne uddannelse kan læses i Sønderborg
  • Denne uddannelse foregår på engelsk

Hvad er karakteristisk ved Mechatronics?
- Arbejdsformen med teori, praktik og projektarbejde er rigtig god. Du lærer at gribe problemer an på en måde, som er brugbar i forskellige sammenhænge. Det er et kreativt fag, som du kan bruge mange steder. Hvis du fx skal arbejde med business, har du også et behov for at forstå teknologi. Du bliver værdifuld, du kan komme med input. Det er en god basisuddannelse, som åbner mange og store døre.

Hvad er det bedste ved dit studie?
- Det er fleksibiliteten og friheden til at søge i den retning, du har lyst til. Du kan beslutte dig undervejs, du er ikke låst fast. For eksempel valgte jeg i sidste semester at følge et fag på et universitet i Schweiz via Skype, hvor jeg deltog i et forskningsprojekt omkring analyser af smartphone-adfærd. For tiden tager jeg nogle online fag på MIT(Massachusetts Institute of Technology, som regnes for at være blandt verdens førende tekniske universiteter) som bliver en del af mit studie. Her er SDU god til at hjælpe mig videre. Jeg arbejder hårdt, jeg har travlt og føler mig inspireret af det danske uddannelsessystem, som understøtter de studerendes personlige og faglige vækst. For at hjælpe polske studerende med at opnå noget lignende deltager jeg også i et projekt i Polen.

Hvad er det sværeste ved studielivet?
- Jeg skal ofte selv søge, skabe og opdrive alt, når jeg vil sætte noget nyt i gang. Sønderborg er en lille by, så mulighederne er alligevel få. Men det lærer mig meget. Jeg får nok brug for de kompetencer, jeg har fået her mange gange i løbet af livet.

Hvordan ser din fremtid ud?
- Jeg bliver færdig som bachelor til sommer. Jeg arbejder hårdt på at komme til at læse videre i USA – en master i økonomi på MIT, men det er meget svært at komme ind. Hvis ikke det lykkes, bliver jeg måske her og arbejder nogle år eller starter op selv. Jeg vil gerne uddanne mig mere og finde det sted, hvor jeg er allermest passioneret, hvor jeg kan følge mit hjerte og arbejde ud fra mine egne værdier.

Hvad drømmer du om at opnå i dit arbejdsliv?
- Overordnet drømmer jeg om at ændre verden ved at bygge noget op sammen med andre. At kombinere teknologi og politik. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med bæredygtig energi eller kunstig intelligens. Det optager mig meget, at verden er på vej et nyt sted hen, hvor mennesker fremover måske får alle basale behov opfyldt og kan gøre det, de har mest lyst til. Sådan er det nærmest allerede i Danmark. Det er ekstremt spændende, og jeg vil gerne være med, når det sker.