Analysekemiker, leder og boreingeniør

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på dansk

Det er ikke hver dag, at man møder en kvindelig kemiingeniør på en borerig, men for Susan Renneberg Larsen var det en spændende udfordring at arbejde hos Mærsk Olie og Gas, hvor hun var offshore 14 dage af gangen.

”På boreriggen var det bl.a. min opgave at sikre, at vi altid havde det rigtige udstyr til boringsarbejdet ombord. Desuden skulle jeg sikre, at udstyret blev klargjort til næste trin i boringen og få det sendt retur efter brug,” siger Susan, der var Well Site Engineer (boreingeniør) hos Mærsk i omkring halvandet år.

Analysekemiker hos Novo
Efter udfordringerne på Nordsøen blev Susan ansat som analysekemiker hos Novo, hvor hun havde ansvaret for HPLC-analyser, opdaterede metoder og skrev nye forskrifter. En stor del af jobbet handlede også om at forbedre og effektivere processer gennem lean-metoden.

”Med lean har man en struktureret tilgang til at undersøge det grundlæggende problem og ikke blot fjerne symptomerne. Det synes jeg giver god mening,” siger Susan, der også har taget en intern Novo-uddannelse inden for lean.

”Jeg var projektleder på et projekt, hvor vi ved hjælp af lean-principperne fik afdelingens fejlprocent ned fra 65% til 15%. Vi fandt ud af, at medarbejderudskiftning og manglende vidensdeling gav store problemer,” siger hun og fortsætter:

”Det var et meget spændende projekt, og jeg var rigtig glad for resultatet. Som projektleder samlede jeg trådene, men det vigtigste var selvfølgelig at få medarbejderteamet til at føle ejerskab, og det lykkedes.”

Leder hos Shell
I dag er Susan ansat hos Shell, hvor hun er leder af et laboratorium, der analyserer råolie fra Nordsøen samt de produkter, som fremstilles ud fra råolien.

”Det er en stor udfordring og noget helt andet, end jeg tidligere har prøvet. Jeg forsøger at være åben og inddrage medarbejderne. Jeg sætter stor pris på at høre baggrund og de faglige fakta, før jeg træffer beslutninger,” siger Susan om sit første lederjob.

Også faglige udfordringer
På laboratoriet er der nok at holde styr på – laboratoriet har mere end 100 forskellige analyser. Fx måler vi oktantal på benzin for at sikre, at eksempelvis blyfri 95 også har et oktantal på 95 – eller ideelt set lidt højere.

”Jeg skal prioritere afdelingens opgaver og sørge for, at vi lever op til krav inden for kvalitet, miljø og sikkerhed. Det betyder også, at jeg har ansvaret for økonomistyringen, hvor jeg fx skal planlægge næste års udstyrs-budget,” siger hun.

Fakta

Det tager 3,5 år at blive diplomingeniør i Kemiteknik. På studiet kommer du bl.a. til at arbejde med temaerne:

  • Almen, uorganisk og organisk kemi
  • Bioteknologi
  • Miljø og ledelse
  • Matematiske og fysiske modeller

På 6. semester er du i praktik i en dansk eller international virksomhed og på sidste semester skriver du afgangsprojekt.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies