Skip to main content

Nyt våben mod influenza

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på dansk

Christina Nielsens afgangsprojekt har været med til at give forventninger om, at vi inden længe kan reagere hurtigere og bedre over for en række influenza-typer.

- Mit projekt er gået ud på at finde en metode, der hurtigt kan give svar på, om en bestemt influenza indeholder virus, der er muteret, så de er blevet resistente over for den medicin, man normalt vil benytte. Jeg har fokuseret på fugleinfluenza, som for et par år siden kostede en række menneskeliv. Men i princippet kan min metode også benyttes i forbindelse med andre former for influenza af A-typen, som vi jo kender i Danmark, fortæller Christina Nielsen.

Snart på markedet
Under studiet har hun arbejdet som laborant i den fynske biotek-virksomhed PentaBase, og det er også igennem denne, at Christina satser på at markedsføre den nye metode.
"Vi har allerede kontakt til en række hospitaler samt til Statens Seruminstitut, som er interesseret i at teste min fremgangsmåde. Derefter skal den godkendes af Lægemiddelstyrelsen, og hvis alt går vel, kan metoden tages i brug inden for et år eller to," siger Christina Nielsen.

Også til fattige lande
Hun forestiller sig, at det fortrinsvis er Asien, der har brug for nye midler i kampen mod influenza. Som bekendt var det først og fremmest den verdensdel, der blev ramt, da en dødelig fugleinfluenza, H5N1, for få år siden hærgede. Ifølge WHO har 245 mennesker mistet livet, efter at de har været i kontakt med smittede fugle.

"Det har været et af mine mål at nå frem til en metode, som fattigere lande også har råd til at anvende," fortæller Christina og tilføjer, at der allerede eksisterer teknikker på markedet, men at de er dyre, langsommelige og ikke lige så præcise.

Fakta

Det tager 3,5 år at blive diplomingeniør i Kemi- og Bioteknologi. På studiet kommer du bl.a. til at arbejde med temaerne:

  • Almen, uorganisk og organisk kemi
  • Bioteknologi
  • Miljø og ledelse
  • Matematiske og fysiske modeller

På 6. semester er du i praktik i en dansk eller international virksomhed, hvor:

  • du prøver at omsætte teori til praksis
  • du får erhvervserfaring og kontakter, du kan bruge efter studiet
  • du bliver klar til afgangsprojektet, som du skriver på sidste semester.