• Dato 3. marts 2020
  • Pris 24.000 DKK
  • Sted SDU Odense/online
  • Del
Tilmeld

Certifikat i miljøret

Hvem: Program
Hvornår: 3. marts 2020 kl. 09:00
Duration:  5 dage
Hvor: SDU Odense/online

3. marts | 12. marts | 23. marts | 31. marts | 16. april | Alle dage 9.00-16.00

    Forstå miljøretten og optimer udvikling og drift 

    Samtlige arealer i Danmark er omfattet af indgribende miljøregulering. Derfor skal industri- såvel som landbrugsvirksomheder forholde sig til et hav af regler og procedurer, hvis de eksempelvis vil udvide produktionen eller som nyopstartet virksomhed etablere sig på markedet. Det kræver en omfattende godkendelsesproces hos den lokale kommune eller Miljøstyrelsen.

    Et smidigt og effektivt samarbejde i sager om bygge- eller spildevandstilladelser og miljøgodkendelser kræver indsigt i de mange og komplicerede regelsæt på miljøområdet hos virksomhed såvel som myndighed.

    Certifikat i miljøret klæder alle, der håndterer miljøspørgsmål i virksomheder, brancheorganisationer eller offentlige myndigheder, på til at forstå og administrere de mange lovbestemmelser, der gælder for almindelige såvel som risikovirksomheder. 

    Fokus er både på myndighedernes opgaver og på de gevinster, som virksomheder af enhver art opnår ved at indgå i et effektivt samarbejde med myndighederne.

     

    Dit udbytte af kurset

    Uanset om du har en juridisk baggrund eller ej, vil du efter kurset have overblik over og være i stand til at fortolke miljørettens love og principper. Du har dermed kompetencer til i praksis at håndtere selv svære miljøspørgsmål for din organisation. 

    Du får desuden værktøjer til at indgå i det nødvendige samspil mellem offentlige og private aktører på området. Når du bidrager til et smidigt samarbejde i forbindelse med godkendelser og tilladelser, er du samtidig med til at optimere udvikling og drift i organisationen.   

    Se kursets fagbeskrivelse

    Konkret får du praktisk anvendelig viden om:

    • Planloven og miljøgodkendelser
    • Regulering af virksomheder, der er omfattet af EU's direktiv om Industrielle Emissioner (IE-direktivet)
    • Regulering af risikovirksomheder 
    • Regulering af ikke-godkendelsespligtige virksomheder og landbrug
    • Energieffektivisering og cirkulær økonomi
    • Beskyttelse imod vand-, luft- og jordforurening
    • Tilsyn, miljøansvar og revurdering.  
    Dag 1: Introduktion til miljøretten - herunder EU’s miljøprincipper, Planloven og miljøgodkendelser

    Formålet med dag 1 er at give et brugbart overblik over miljøretten som helhed, inden vi dykker dybere ned i de enkelte detaljer på de efterfølgende kursusdage. Begrebet ”Miljøret” dækker i praksis over en lang række afgrænsede – og alligevel sammenhængende – regelsæt.

    Der er for eksempel store forskelle mellem regulering af jordforurening, luftforurening og vandforurening. Forskellige virksomhedstyper vil også være omfattet af forskellige regelsæt, og der er væsentlige forskelle på, hvor ofte og hvordan der skal føres tilsyn med forskellige typer af virksomheder.

    Dertil kommer de variationer, der opstår som en naturlig konsekvens af, at nogle regelsæt er udstedt som enten direktiver eller forordninger fra EU, mens andre regelsæt har et tydeligere dansk islæt.

    På trods af at miljøretten omfatter mange selvstændige og varierede regelsæt, så er der dog alligevel en stor sammenhæng og rød tråd i det meste af reguleringen. 

    Det skyldes ikke mindst Planlovens regler omkring arealanvendelse samt Miljøbeskyttelseslovens centrale regler omkring miljøgodkendelse. Disse to centrale regelsæt og undtagelserne hertil, vil vi også dykke ned i på dag 1.

    Dag 2: Regulering af IE-virksomheder, regulering af risikovirksomheder samt energieffektivisering

    Denne dag er delt op i tre selvstændige emner:

    Regulering af IE-virksomheder

    Her fokuserer vi på reguleringen af de virksomheder, der er omfattet af andre godkendelsesregler end de typiske regler om miljøgodkendelse. Det drejer sig især om de særligt store og/eller særligt forurenende anlæg som er omfattet af EU’s direktiv vedrørende Industrielle Emissioner (IE-direktivet).

    Målsætningen er at give et indblik i forskellene såvel som lighederne mellem godkendelsesprocedurerne for hhv. IE-anlæg og øvrige godkendelsespligtige anlæg.

     

    Regulering af risikovirksomheder

    Udover IE-anlæg er også såkaldte risikovirksomheder omfattet af særlige godkendelsesregler. Risikovirksomheder er en forholdsvis begrænset kategori, men den omfatter til gengæld de virksomheder som er pålagt den mest omfattende regulering.

    Det drejer sig om virksomheder, der behandler stoffer og processer, der kan medføre særlig omfattende forurening i tilfælde af uheld eller ulykker. Et kendt eksempel på sådanne ulykker er eksplosionen på Fyrværkerifabrikken i Seest.

    Undervisningen fokuserer på de særlige sikkerhedsprocedurer og beredskabsplaner hos både virksomhederne og myndighederne, som har til formål at minimere risikoen for lignende ulykker i fremtiden – herunder dominoeffekter hvor eksplosioner eller tilsvarende ulykker på en virksomhed igangsætter en kædereaktion af ulykker på øvrige virksomheder i lokalområdet.

     

    Energieffektivisering, ressourceeffektivitet samt affaldsregulering

    På dagens sidste del fokuserer vi på reguleringen af hhv. energi- og ressourceeffektivitet samt affaldshåndtering. Mange af reglerne ligger i direkte forlængelse af EU’s direktiver.

    Vi fokuserer blandt andet på EU’s stigende fokus på genanvendelse, genbrug og nyttiggørelse - samt de mange myndighedsopgaver, der er knyttet til håndteringen af disse målsætninger.

    Det populære begreb cirkulær økonomi spiller desuden en væsentlig rolle under dette emne.

    Se i øvrigt relevant artikel bragt i Altinget omkring cirkulær økonomi
    Dag 3: Beskyttelse imod vand-, luft- og jordforurening

    Kursets dag 3 sætter vi spot på følgende tre selvstændige emner:

    Beskyttelse imod vandforurening

    Danmark har en lang tradition for regulering af udledninger af forurenende stoffer til både grundvandet og overfladevand. Alligevel hører man ofte i medierne, at den danske regulering er i konflikt med EU-retten.

    Vi fokuserer på både de gældende regelsæt samt baggrund for konflikten mellem de danske regler og EU’s regler på området, herunder det centrale vandrammedirektiv.

     

    Luftkvalitetskrav samt lugtniveauer

    Her fokuserer vi på regulering af luftforurening. På nuværende tidspunkt er det et af de miljørelaterede områder, der er mindst kontroversielle i Danmark. Dels fordi vi har en lang tradition for regulering af stoffer, der kan medføre luftforurening. Dels fordi Danmark har en væsentlig egeninteresse i at beskytte borgerne mod sådanne forureninger.

    Ikke desto mindre er det i praksis vanskeligt at sikre 100 procent opfyldelse af alle regler på området, og vi går blandt andet i dybden med baggrunden for den aktuelle overtrædelse af gældende lovgivning i området omkring H. C. Andersens Boulevard i København.

     

    Beskyttelse imod jordforurening

    Jordforurening har længe været et stort problem i mange lande. Det gælder også i Danmark, hvor over 40.000 grunde på et tidspunkt var forurenet med udledninger fra blandt andet private oliefyr samt en bred vifte af erhvervsvirksomheder.

    Af samme grund er der indført særlige tiltag for at imødegå yderligere forureninger - herunder objektivt ansvar, der adskiller sig fra det sædvanlige retlige culpaansvar. Principperne bag dette gennemgås kort.

    Dag 4: Regulering af ikke-godkendelsespligtige virksomheder samt landbrug

    På dag 4 fokuserer vi på hhv. regulering af ikke-godkendelsespligtige virksomhedstyper og regulering af landbrug.

    Regulering af ikke-godkendelsespligtige virksomheder

    For visse typer af virksomheder vil der være udstedt branchebekendtgørelser eller vejledninger, mens der ikke vil være særlige regler for andre kategorier af virksomheder. Uanset om en virksomhed er omfattet af et specifikt regelsæt eller ej, vil den dog skulle overholde en lang række almindelige regler, herunder grænseværdier for udledning af nærmere afgrænsede stoffer til jord, luft og vand.

    Derudover gælder en række støjregler og anmeldelsespligter samt pligt til at søge om byggetilladelse og tilladelse til spildevandsudledning etc. 

     

    Regulering af landbrug

    Udover IE-anlæg og såkaldte risikovirksomheder er også landbrug omfattet af særlige godkendelsesregler.

    I praksis er landbrug en af de virksomhedstyper, som der er flest af i Danmark, og de omlægges desuden ofte i et højt tempo. Dertil kommer, at udledningen af blandt andet nitrater og pesticider fra landbruget udgør nogle af de væsentligste og mest tilbagevendende miljøproblemer i Danmark. 

    Forståelse for landbrugets regulering er derfor central i miljøretten.

     
    Dag 5: Tilsyn, miljøansvar og revurdering

    Når en virksomhed er taget i drift, vil myndighederne have pligt til løbende at gennemføre tilsyn for at sikre, at virksomheden opfylder kravene i dens miljøgodkendelse samt i øvrig lovgivning. I et vist omfang vil større virksomheder også blive pålagt krav om egenkontrol. 

    På den sidste kursusdag fokuserer vi på disse tilsyns- og egenkontrolregler.

    Vi ser desuden på reglerne omkring miljøansvar samt håndteringen af konkrete forureninger, herunder pådragelse af ansvar og eventuel erstatningspligt.

    Hvem er kurset relevant for? 

    Kurset er tilrettelagt, så det ikke er et must at have en juridisk baggrund. Målgruppen er alle, der arbejder med miljøspørgsmål, uanset om det er i en produktions-, landbrugs- eller rådgivningsvirksomhed, i en brancheorganisation eller offentlig myndighed. Det gælder både personer uden en juridisk baggrund, og jurister som ønsker at blive opkvalificeret på området. 

    Du sidder måske med miljøreguleringsspørgsmål i en kommune eller er ansat i Miljøstyrelsen og skal have opgraderet din viden på området. Du kan også have en administrativ eller rådgivende rolle i forhold til miljøregulering i eller for en virksomhed eller offentlig organisation.

     

    Adgangskrav og merit

    For at blive optaget på kurset, skal du have en bachelor-, diplom-, professionsbacheloruddannelse eller tilsvarende samt to års relevant erhvervserfaring, efter at den adgangsgivende uddannelse er gennemført. 

    Kurset svarer i omfang til 10 ECTS og afsluttes med eksamen. Hvis du består eksamen, har du mulighed for at søge om at få merit for kurset på en anden uddannelse. Det er til enhver tid studienævnet på den pågældende uddannelse, der vurderer, om der kan gives merit for kurset og med hvor mange ECTS-point. 

    Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

    Acceptér cookies