Skip to main content
Sundhed

Ny metode skaber en bedre samtale mellem sundhedsprofessionelle og borgere med afasi

Ny metode giver sundhedsprofessionelle redskaber til at skabe en bedre samtale med og relation til patienter med afasi. Metoden nedbryder ikke kun den sproglige barriere mellem sundhedspersonale og patienten, men også barriererne på tværs af sundhedsprofessionelle.

Af  Sophie Lund Møller, , 25-11-2019

Coronakrisen er en massiv mur af udfordringer. Sådan kan den i hvert fald opleves af mange mindre virksomheder og iværksættere. For at undgå en eksplosion af smittede handler det om at vinde tid, at blive hjemme og få fladet kurven ud. Dyrebar tid. Tid, som iværksætteren og den lille virksomhed ikke har.

Krisen er en uoverskuelig sundhedskrise, som også spreder heftige og ødelæggende spor i samfundsøkonomi og erhvervsliv. Lynhurtigt har regeringen fået økonomiske støttepakker og kompensationsordninger strikket sammen til selvstændige, virksomheder og arbejdsløse.

For langvarige negative økonomiske konsekvenser er der ingen, der ønsker.
Høj arbejdsløshed, mentale sundhedsproblemer, færre ressourcer til sundhedssystemet og klimaomstillingen osv. De er alt for svære at fordøje.

Iværksætterne og de små selvstændige er ramt. Rigtig hårdt. Dagligt og fra alle mulige brancher hører vi om et utal af udfordringer. Lige fra frisørsalonen, detailhandlen, fitnesscenteret, koncertarrangøren til cykelforhandleren.
Men også virksomhederne på forretning-til-forretningsmarkedet har fået smækket en mur af udfordringer i ansigtet. En produktionsvirksomhed kan måske ikke afsætte 
sine varer eller skaffe komponenter fra sine underleverandører. Konkurs, fyring af alt for mange gode og loyale medarbejdere, betalingsvanskeligheder.

Bedrøvelige historier.


Nok er vi mennesker styret af samfundsudviklingen. Signalerer den farer, så løber de fleste af os mindre risiko og tilpasser os. Men nogle af os formår at omdanne de skarpe og stride modvinde til nye muligheder.

Det er blandt andet fantastiske initiativer i civilsamfundet, der understøtter, at vi kommer igennem krisen så fornuftigt og smertefrit som muligt. Men der er også historier om agile iværksættere og selvstændige, der finder nye veje til kunder eller nye markeder.

I min hjemby har min absolut favorit vinbar omdannet sig til en online- og udbringningsforretning. Det samme har den lokale pølsemand. Begge med succes, kan jeg forstå.


Flere af de lokale caféer opfordrer til køb af gavekort. Min fitnesstræner kører nu sin forretning online og via Youtube-instruktioner.

Med sved på panden som resultat, skulle jeg hilse at sige.


Vi ved, at nogle iværksættere og små selvstændige kommer stærkere ud af en krise. Hvorfor? Fordi det er i modvind, at man kommer lettest foran.

Kim Klyver , Professor

De lokale detailbutikker markedsfører sig samlet på en ny onlineportal, shopivejle.dk. De spildte ikke dyrebar tid. Det initiativ blev sat i søen på kun to dage. Nu har portalen tæt på 3.000 medlemmer. Alle oplever de stadig vanskeligheder. Ingen tvivl om det. Men de handler og er agile.

Eksemplerne fremkalder håb. I krisens modvind er der også initiativ, samfundssind og medvind at spore. Coronakrisen er måske uden historisk fortilfælde, men tidligere verdensomspændende kriser taler deres tydelige sprog. Iværksættere og små selvstændige spiller en vigtig rolle i samfundet, specielt i krisetider som den, vi oplever lige nu og her.

1970’ernes oliekriser resulterede i en anerkendelse af, at konjunkturen bedst kunne reetableres via små virksomheder. ”Small is beautiful” blev et dominerende erhvervspolitisk udtryk.

I 2008-finanskrisen har iværksættere efterfølgende været med  til at genskabe vækst i markeder. Men vi har også set det i andre typer af kriser. Skovbrandene i Australien og jordskælvet på Haiti er eksempler.

Midlertidige selvorganiserede organisationer opstår i krisernes kølvand og varetager afgørende funktioner, der ellers er sat ud af spil på grund af naturkatastroferne.
 

Vidste du at...

 Under kriser ses ofte en skubeffekt. Flere prøver at starte egen virksomhed, fordi de er blevet afskediget eller fristillet
Mød forskeren

Jytte Isaksen er adjunkt ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet og uddannet logopæd.

Kontakt

De lokale detailbutikker markedsfører sig samlet på en ny onlineportal, shopivejle.dk. De spildte ikke dyrebar tid. Det initiativ blev sat i søen på kun to dage. Nu har portalen tæt på 3.000 medlemmer. Alle oplever de stadig vanskeligheder. Ingen tvivl om det. Men de handler og er agile.

Faktisk ved vi en smule om, hvordan kriser påvirker iværksættere og små selvstændige. Under kriser ses ofte en skubeffekt. Flere prøver at starte egen virksomhed, fordi de er blevet afskediget eller fristillet. Måske er det en gammel drøm om at blive selvstændig, der pludselig skubbes frem og får lov at udfolde sig.

Samtidig ses en trækeffekt. Der er mindre efterspørgsel, dårligere lånemuligheder og færre forretningsmuligheder. Hvorvidt de to modsatrettede effekter udligner hinanden i forbindelse med coronakrisen, er yderst vanskeligt at sige. Kun fremtiden kan give os de svar.

Men vi kan nok forvente, at en større andel af de nye virksomheder etableres af arbejdsløse. Nogle kan se forretningsmuligheder i krisetider, andre ikke. Vi er vant til at forstå markedet på en bestemt måde, og den måde udfordres i disse dage. Funktionaliteten, tilliden og etikken i markederne rystes og ændres.

Vores tidligere logikker til at forstå markedet fungerer ikke længere. Vi har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Det hele er kaos for mange. Men ikke for nogle specielt kreative og opmærksomme iværksættere. De ser nye muligheder i kaos og formår lynhurtigt at forstå de nye markedsforhold og udnytte dem.

For dem er kaos foder til at skabe nye muligheder. Eksempelvis betyder krisen, at folk ændrer forbrugeradfærd og specielt onlineforbrugeradfærd. De ældre, som ellers har været svære at få med på onlinebølgen, er pludselig hoppet med. Folk har ud af det blå pludselig formuleret nye værdier.

Udviklinger, der skaber nye forretningsmodeller og nye virksomheder for dem, som er i stand til at gennemskue det hurtigt nok. Så er der en godbid gemt i historien, så er godbidden her. Det er et åbent vindue lige nu. Men det bliver lukket igen.

Det er de hurtige, opmærksomme og kreative, som formår at skabe mening i virvar, som kan udnytte det. Det er dem, som får succes. Vi ved, at nogle iværksættere og små selvstændige kommer stærkere ud af en krise. Hvorfor? Fordi det er i modvind, man lettest kommer foran Præcis som cykelryttere angriber på bakker eller i modvind.

Vi vil nok se angreb i næste års Tour de France i Storebæltsbroens vinde og på Vejles bakker. Jeg er sikker på, vi også ser nogle iværksættere
udklækkes ud af coronakrisen, som ændrer vores adfærd og forbrug markant. Nogle vil kalde det kreativ disruption.

Jeg forventer at se Danmarks kreative potentiale blive udfordret og udfoldet samtidig i denne krise. Vi har med onlinesalg, udbringning, onlinelevering og finansielle manøvrer som betalingshenstand ikke set bare halvdelen af de kreative overlevelsesstrategier. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi også ser et
boost i crowdfunding.

Uundgåeligt kommer vi selvfølgelig også til at se en masse tragiske forløb med fyringer og konkurser. Desværre. Et håb kunne være, at vi slap for uetisk og sågar kriminel iværksætteradfærd. Men nej. Allerede nu kan vi se, at det håb nok næppe bliver indfriet. Eksempler viser, at dele af erhvervslivet, der pludselig står stærkt, har tendens til at udnytte situationen.

Mere end rimelige prisstigninger på håndsprit kan her næves. For ikke at tale om hastige registreringer af domænenavne med corona.
Jeg kan frygte, at de potentielt anvendes uetisk eller ulovligt. Vi har allerede set websider sælge håndsprit ulovligt. Det bliver nok værre. Men det er heldigvis fåtallet. Coronakrisen rammer benhårdt rigtig mange.

De gamle, de sårbare og samfundet generelt, men også iværksætterne og de små selvstændige. Men ligesom sundhedspersonalet er vores helte i øjeblikket, så tror jeg, at iværksætterne og de små selvstændige også bliver vores helte. Kennedy sagde i 1959, at det kinesiske tegn for krise indeholder
både meningen af fare og mulighed.

Kære iværksætter, kære selvstændige. Kæmp, grib muligheder og skab nye heltefortællinger. I kæmper i sidste ende for os alle.

Jeres anstrengelser medvirker til markedets reetablering.

 

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten

 

Strategier i KomTil 


  • Menneske til menneske       

  • Din banehalvdel          

  • Kend din medspiller          

Epidemikommissionerne og ministerens beføjelser

Isolation, forsamlingsforbud og tvangsbehandling er en del af epidemilovgivningens DNA.

Der ligger heri ikke noget nyt. Sådan har det været lige fra de første regler, og det gælder også bekymringen for, om tvangsbestemmelserne kan udnyttes.

Grænsen for ministerstyret kan sættes på principielt to forskellige måder: Den ene er en afkortning af det ministerielle hierarki, den anden er at placere kompetencen uden for ministerens område.

Den første mulighed er den, der benyttes, når beslutningskompetence i lovgivningen er lagt hos en bestemt myndighed.

Den anden og mere vidtgående mulighed er at trække kompetencen helt ud af ministeriet uden for rækkevidden af ministerens instruktionsbeføjelser.

Greb var hinandens modvægt

I den gamle epidemilov har man benyttet sig af begge greb og på den måde fundet en balance mellem ministerens og epidemikommissionernes kompetence. De var så at sige hinandens modvægt.

Tvangsindgreb kunne nemlig kun besluttes af epidemikommissionen, og kun efter sundhedsstyrelsens indstilling kunne ministeren beslutte, at lovens tvangsbestemmelser skulle udvides til også at omfatte andre smittefarlige sygdomme. Uden styrelsens faglige indstilling ingen indgreb.

Det har altså altid være muligt at gribe ind i grundlæggende frihedsrettigheder for at undgå smittespredning, og det er det også nu.

En hurtig læsning af den nye epidemilov kan imidlertid få en til at tro, at forskellen mellem de gamle og nye regler kan reduceres til en centralisering af kompetencen, hvor de beføjelser, der tidligere lå hos epidemikommissionerne, nu ligger hos ministeren.

Det kan ikke være mere forkert.

Ministeren bestemmer

Det nye ligger i, at kompetencen nu er flyttet fra at være sundhedsfaglig til at være politisk, og at indgreb i frihedsrettighederne udmøntes uden om Folketingets demokratiske kontrol.

Ændringerne i epidemiloven er udtryk for en udvikling, hvor de folkevalgte med en udstrakt brug af bemyndigelsesbestemmelser mister den parlamentariske kontrol.

Sundhedsministeren har med lovændringerne overtaget kompetencen til at træffe beslutning om tvangsindgreb fra epidemikommissionerne, og Sundhedsstyrelsen indstilling er i lovteksten til den nye epidemilov ændret til rådgivning.

En lille ændring i ord, men stor i betydning. De folkevalgte har med den lille ændring givet ministeren frie tøjler i udmøntningen af epidemiloven og har samtidig afgivet den parlamentariske kontrol.

Sundhedsministeren kan nu administrativt udmønte epidemilovens tvangsbestemmelser, på trods af at styrelsen måtte mene noget andet.

Statsministeriets taskforce er den moderniserede udgave af epidemikommissionerne. Koordinationen er flyttet til ministerkontorerne, men i modsætning til epidemikommissionerne er statsministerens taskforce ikke demokratisk forankret og kan heller ikke gøre krav på sundhedsfaglig legitimitet.

Tab af demokratisk kontrol

Den gamle epidemilovs krav om Sundhedsstyrelsens indstilling fungerer for de folkevalgte som en garanti for, at udmøntningen af lovens tvangsbestemmelser er båret af sundhedsfaglige hensyn fremfor partipolitisk ståsted og ideologiske opfattelser af statens rolle i forhold til borgeren.

Lukningen af store dele af det private erhverv og suspenderingen af patientrettighederne er et politisk valg mellem befolkningssundhed for nogen på bekostning af velfærd for andre.

Sundhedsministeren er uden Sundhedsstyrelsens indstilling ikke afskåret fra at træffe kloge politiske valg i udmøntningen af loven, men det betyder også, at der med rette kan stilles spørgsmål til den sundhedsfaglige legitimitet af de valg, der tages.

Den manglende sundhedsfaglige indstilling har da også undervejs ført til spørgsmål om udmøntningen af epidemiloven.

Indberetningsskema har ført til spørgsmål

Blandt de mere farverige blev der i forbindelse med udmøntningen af oplysningspligten rejst spørgsmål til beslutningen om at indføre et indberetningsskema, hvor borgerne kunne angive andre, der, som det hedder i loven, udviser bekymrende adfærd.

I Folketingssalen er der stillet spørgsmål om, hvorfor oplysningspligten omfatter dankorttransaktioner, og der er rejst spørgsmål til det retlige grundlag for udlevering af borgernes teledata til undersøgelse af risiko for smittespredning.

Tabet af sundhedsfaglig legitimitet øger kravene til den politiske begrundelse og svækker samtidig muligheden for, efter at beslutningen er taget, at høste politisk legitimitet med henvisning til sundhedsfaglige begrundelser.

Et eksempel er beslutningen om fordeling af værnemidler. Fordelingen af værnemidler er en politisk beslutning, men det sår tvivl om fagligheden i beslutningerne, når kravene til beskyttelse i Sundhedsstyrelsens vejledning sænkes i takt med, at knapheden på værnemidler stiger.

Behov for revurdere lovgivningen

Epidemiske sygdomme, der decimerede hele befolkninger, hører historien til.

Der er, når vi kommer på den anden side af covid-19, et behov for at revurdere epidemilovgivningen for bedre at finde en balance mellem sundhedsfaglighed og politisk handlekraft, uden at det sker på bekostning af de folkevalgtes demokratiske kontrol.

Epidemikommissionerne er på mange måder et levn fra fortiden. Den geografiske inddeling hører historien til og passer dårligt ind i et moderne samfunds mobilitet, hvor smittefarlige sygdomme ikke stoppes ved at smække byporten i.

Grænsen for, hvad et samfund kan acceptere, er samtidig flyttet markant og er ikke sat ud fra trusler om nationalstatens eksistens, men efter grænsen for sundhedsvæsenets kapacitet.

Brug for at lære af historien

Det er ikke en naturlov, at centraliseringen af beslutningskompetencen følges med en frakobling af den parlamentariske kontrol.

Der er brug for at lære af historien og som i den gamle epidemilov at finde en balance, som sikrer de folkevalgte en demokratisk kontrol.

Der er samtidig brug for en epidemilov, der ikke kun omhandler inddæmnings- og behandlingsstrategier for epidemiske sygdomme, men også andre sygdomme, der med eksplosiv vækst kan nedlægge det samlede sundhedsvæsen.

Der er derfor brug for en epidemilov, der fastlægger et minimumsberedskab, som kan frigøres fra den sundhedsfaglige drift og indgå i et epidemisk beredskab.