Skip to main content

Mere om studiet

Deltager- og kompetencebeskrivelse:

Specialet i Regnskab og økonomistyring sigter mod at give dig en række faglige kvalifikationer på et højt specialiseret niveau med henblik på at kunne deltage i løsningen af komplicerede problemstillinger i praksis vedrørende virksomheders økonomiske styring og eksterne rapportering. Kvalifikationerne tilvejebringes via træning i identifikation, formulering, analyse og løsning af økonomistyrings- og rapporteringsmæssige problemstillinger på ledelsesniveau. Slutmålet er, at du opnår viden, færdigheder og faglige og personlige kompetencer til at kunne arbejde bevidst og reflekterende med de problemstillinger, som du vil kunne møde i forbindelse med dit professionelle virke.

Under uddannelsesforløbet skal du opnå en teoretisk og metodemæssig viden om de mest centrale og væsentlige begreber og modeller inden for specialets fagområder, dog med særlig vægt på fagområderne virksomhedens økonomistyring og eksterne rapportering. Den opnåede viden skal være på et sådant niveau, at du efterfølgende kan forstå og reflektere over teorier, metoder og praksis i forbindelse med styring af forskellige virksomhedstypers økonomi.

HD-specialet i Regnskabs og økonomistyring giver - med opfyldelse af få supplerende betingelser - adgang til kandidatuddannelsen, cand.merc.aud., som er en mastergrad og bl.a. er den teoretiske forudsætning for at blive statsautoriseret revisor.