Udvikler nødstrømsanlæg til Bank of America

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på dansk

 

Anders er ansat i R&D-afdelingen hos APC by Schneider Electric, der er førende inden for udvikling af nødstrømsanlæg, de såkaldte UPS’er. Her programmerer han firmware til de styringsenheder, der sidder i nødstrømsanlæggene.

”Firmware er den teknologi, som man ikke kan se, men som sidder i mange af de ting, vi kender fra dagligdagen fx mobiltelefoner og biler,” forklarer han.

Stabilitet betyder millioner
Virksomhedens største kunde er Bank of America, og her er det en katastrofe, hvis strømmen – og nødstrømsanlægget – svigter bare et par sekunder. Fejlhåndtering og tjek er derfor i fokus:

”Det er vores opgave at sikre, at kundens last som fx servere og køleanlæg, altid er forsynet med strøm. Vi skal sørge for, at systemet kan køre hele tiden. Det stiller store kvalitetskrav, så en stor del af tiden går med kontrol og overvågning af systemet.”

100% fokus på udvikling
Anders er civilingeniør i Robotteknologi og specialiseret i Indlejrede systemer (Embedded), og det har været et vigtigt afsæt for jobbet.
”Jeg bruger min basale viden om elektroteknik, design af elektronik, digital elektronik samt programmering af microcontrollere og FPGA'er. Jeg har også ansvaret for realtidsoperativsystemet, som jeg er blevet undervist i på uddannelsen.

Anders fik jobbet, den dag han forsvarede sit speciale: ”Det var en meget hektisk tid med en kanon afslutning. Jeg havde den bedste juli nogensinde!” siger den unge ingeniør, der bestemt ikke har fortrudt at han sagde ja til stillingen: 

”Det bedste ved jobbet er, at det er ren udvikling. Jeg skal ikke forholde mig til kunderne eller økonomi; det gør de i andre afdelinger. Det er virkelig privilegeret at få lov til bare at udvikle og gøre det, man er uddannet til.”
 

Fakta

Vil du være civilingeniør i Robotteknologi starter du på bachelordelen (3 år) og går derefter videre til kandidatdelen (2 år).

De tre første år arbejder du bl.a. med:

  • Grundlæggende styring af robotter
  • Autonome robotter
  • Mobile robotsystemer
  • Regulering og kontrol af robotsystemer