Introduktion til uddannelsen

Antikken som kulturfag
Udgangspunktet for Europas kultur er antikkens græske og romerske civilisation.

Vores sprog, vores måde at tænke på, vores normer, vores kunstopfattelse – områder, der med græske låneord benævnes retorik, logik, etik, æstetik – er stadig præget af den litteratur, kunst og arkitektur, der blev skabt i oldtidens Grækenland og Rom. 

Vi nærlæser fortællingerne, undersøger de materielle levn og kunstværkerne og sætter os ind i en svunden verdens forestillinger, der har haft den allerstørste indflydelse i eftertiden. Vi ser på forvalterne – os selv inklusive – af den antikke kulturarv.

Arkæologi og litteratur
På studiet kommer du til at læse nogle af verdenslitteraturens hovedværker enten på originalsproget eller oversat, men der bliver også rig lejlighed til at studere kunstværker og ruinerne af antikke byer og bygninger som sammen med andre arkæologiske fund kan fortælle os mere om livet i antikken.

En gang årligt arrangeres en studietur til Middelhavsområdet, hvor vi kommer helt tæt på fortiden.

Hvis du ønsker at specialisere dig yderligere inden for arkæologi, er det også muligt på uddannelsens kandidatdel.

Skab en individuel profil
Gennem studiet af de klassiske oldtidskulturer får du ud over de traditionelle fag mulighed for at specialisere dig inden for næsten alle tænkelige retninger og beskæftige dig med emner som:

·         Historie
·         Litteratur og arkæologi
·         Filosofi
·         Politik og samfundsstudier
·         Europæisk identitet
·         Religion

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies