Menu

Studerende fortæller

Kunsten at fortælle den gode historie
”Jeg søgte ind, fordi jeg ville opleve og afprøve en masse ting. Jeg ville lære teorien i et intellektuelt håndværksfag - og jeg ville bruge teorien i praksis. Jeg ville ud og møde de mennesker, man så sjældent får mulighed for at møde. Transvestitten, politikeren, kartoffelavleren og alle de andre. Jeg ville ud og finde de små detaljer i det store samfund. Jeg ville give mig selv de udfordringer og oplevelser, som faget og uddannelsen byder på. Og så ville jeg afprøve og forbedre mine evner i den kunst, det er at bringe en historie videre.

Alt dét vil jeg stadigvæk. Ikke fordi jeg ikke har fået afløb for det efter de første tre semestre, men fordi jeg har fået lyst til meget mere. At læse endnu længere ind i rapporterne. At lægge endnu flere telefonbeskeder. At fortælle endnu flere historier. Og så har jeg fået lyst til at udnytte endnu flere af centerets mange muligheder.”

Mikkel Asferg Andersen, Journalistik


Som en lille, stor familie
”Det bedste ved studiet er, at vi aldrig sidder stille, og ikke to dage er ens. Du forsvinder ikke i mængden, fordi der er forventninger til dit fremmøde, opgaveafleveringer, gruppearbejde og ikke mindst gennemlæsning af pensum til de akademiske fag. Det er et meget socialt studie, og du bruger mange timer sammen med dine medstuderende.

Journalistik er ikke et stort studie, så man lærer hurtigt hinanden at kende, og vi tilbringer meget tid sammen på Medietorvet. Vi er lidt som en lille, stor familie.”

Jasmina Blichert, Journalistik

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies