Introduktion til uddannelsen

It bliver stadig mere og mere vigtig i vores hverdag. Vi bruger it som samfundsborger, som studerende og som organisationer.


Men ikke al it er særlig brugervenligt, og det skal vi gøre noget ved.

Vil du være en aktiv spiller i den digitaliseringsproces, der kendetegner vort samfund, er denne uddannelse måske noget for dig.


Som aktiv spiller forudsætter det, at du forstår både brugerne og programmørerne, og at du forstår den sammenhæng, som digitaliseringen indgår i.


Teknisk uddannelse med en humanistisk tilgang


Formålet med uddannelsen er at uddanne personer, som er specialister i information, kommunikation og it-teknologi.


Denne viden skal bruges til at udvikle, ændre og gennemføre it-projekter og it-applikationer. Applikationer, der kan anvendes til kommunikation, vidensdeling og læring. Fra idé til planlægning og projektstyring til det færdige produkt, hvor brugerne er tænkt ind i hele processen.


Bachelor-uddannelsen omfatter fem temaer:



  1.  Brugerundersøgelser og interaktionsdesign

  2.  Kommunikation, læring og formidling

  3.  Informationsanalytiske grundlag

  4.  Programmering, udvikling og projektledelse

  5. Videnskabsteori og metode


Ud og få job eller læs videre


En bachelor i informationsvidenskab, it og interaktionsdesign er en 3-årig uddannelse, hvor du kan søge job bagefter. En del af vores bachelorer går direkte ud og får et job.  Du kan også vælge at læse videre på en 2-årig kandidatuddannelse, så du til sidst ender som kandidat i for eksempel Cand.it.- webkommunikation.