Om valget af netop denne uddannelse siger andre studerende, at der er gode karrieremuligheder. Du får efterspurgte it-kompetencer med en humanistisk indgangsvinkel. For den tidligere studerende David Nhan Thien Nguyen spiller brugerperspektivet en vigtig rolle i udviklingen af nye it-produkter – det både starter og slutter ved brugeren.
På uddannelsen er der tæt kontakt til undervisere og de øvrige informations- og kommunikationsstudier på SDU i Kolding. Der er et imødekommende studiemiljø og gode muligheder for at komme i praktik eller på udlandsophold.
Ønsker du at læse videre, kan du bl.a. vælge mellem et bredt udvalg af kandidatuddannelser. Her kan du vælge mellem forskellige kandidatuddannelser inden for både det humanistiske og merkantile område afhængigt af dine valgfag undervejs. Du har bl.a. retskrav til cand.it. i Webkommunikation.