Fra elev til studerende

Vi kalder dig studerende fra dag 1. Men vi ved godt, at forvandlingen tager tid. Mange studerende oplever, at den første tid på universitetet er spændende, men også svær. For det er krævende at falde til, få indarbejdet nye måder at arbejde på, og – ikke mindst – knokle for at gennemskue hvordan man er studerende.

Dine undervisere, ældre studerende, studievejledere og mange andre er klar til at tage godt imod dig og hjælpe dig gennem denne forvandling. De vil tale med dig om, hvordan du bliver en god studerende på din uddannelse. Og du har dine studiekammerater og din studiegruppe, som også er i gang med at falde til. Husk også at tale med dem om det.

Lektier eller studier? Skole eller universitet?

Du vil opdage, at vi kalder tingene noget andet her på universitetet. Du får ikke længere ”lektier for”, du går ikke længere i ”skole”, du har ikke ”frikvarter”, og du skal ikke ”til time”.

Til gengæld går du på universitetet, hvor du studerer og forbereder dig, og går til undervisning og forelæsninger. Og du holder pauser, så du kan lade op og finde ny energi. Det lyder måske som ordkløveri. Men vi mener det alvorligt. Når vi kalder tingene noget andet, er det fordi, det er noget andet.

At studere på universitetet er hårdt, men det er noget, du gør, fordi du har lyst til det. Det er dit engagement efter at fordybe dig og lære, som driver dig. Du arbejder selvstændigt, og du planlægger selv, hvordan du vil prioritere.

Er jeg god nok til universitetet?

Det er det mest naturlige spørgsmål at stille sig selv, inden du sender din ansøgning. Men det er også et spørgsmål, som dukker op i studiestarten, og når de første faglige udfordringer begynder at melde sig: Er jeg god nok til at gå på universitetet?

At du bliver i tvivl, er ikke i sig selv et udtryk for, at du ikke er god nok til universitetet. I begyndelsen vil mange ting virke fremmede og svære. Og du vil opleve, at en universitetsuddannelse er uddannelse på højeste niveau. Du vil møde ældre studerende og ansatte, som kan løse svære akademiske opgaver, og som har det som fisk i vandet på universitetet. Det er ikke meningen, du skal kunne det fra dag et. Det er noget, du lærer.

Et solidt faglig fundament

Du skal naturligvis have et solidt fagligt fundament. De basale færdigheder inden for uddannelsens grundlæggende discipliner skal være på plads. Brug evt. uddannelsens specifikke adgangskrav som en indikator for, hvad du skal være god til. Hvis en uddannelse for eksempel kræver, at du har bestået et bestemt gymnasiefag på A-niveau, er det et udtryk for, at det er en fordel, hvis du er god til det fag.

Tag gerne en snak med en studievejleder, for eksempel til Åbent Hus, om, hvilke faglige forudsætninger du skal have.

Evnen til at studere på universitetet

Selv om du har de faglige forudsætninger for at gå på universitetet, er det også vigtigt, at du trives godt med den måde, vi arbejder med fagene.

Uddannelserne er meget forskellige. Metoderne, arbejdsformerne, undervisningen og hverdagen varierer fra uddannelse til uddannelse. Det kan tænkes, at du vil trives godt på én uddannelse, men vil have det svært på en anden.

Så undersøg, hvordan studiehverdagen tager sig ud på den uddannelse, du søger ind på.

Den første i familien

På SDU er mange af vores studerende de første akademikere i familien. Det er vi stolte af.

Vi ved også, at du måske kan have lidt lettere til følelsen af ikke at høre til og ikke at være god nok, hvis du er studerende fra en familie, hvor det at gå på universitetet ikke er er en selvfølge. Særligt når du rammer noget modgang – og det gør alle studerende på et tidspunkt – vil du kunne tænke: ”Jeg burde slet ikke være her”, eller ”De andre er meget bedre end mig”.

Tal med dine medstuderende eller studievejledere om din tvivl. Der er masser af folk, som kender den følelse, og som kan hjælpe dig med at tackle den.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies