Undervisning og eksamen

Studieåret

Studieåret er opdelt i 2 semestre, som hver har 15 undervisningsuger. I et typisk semester er der undervisning i 14-16 lektioner à 45 minutter pr. uge. Undervisningen består af forelæsninger, øvelser på mindre hold og projektarbejde med vejledning. I nogle fag er der forelæsninger alle ugerne, mens andre fag veksler mellem forskellige undervisningsformer og endnu andre er helt projektbaserede.

Undervisningen starter i efterårssemesteret den 1. september og slutter lige før jul. Forårssemesteret starter den 1. februar og slutter omkring den 1. juni. Der er eksamen i januar og juni.

I slutningen af august afholdes introduktionsdage og rustur for nye studerende.

Arbejdsindsats

HA-studiet er et fuldtidsstudium. Undervisning og eksamen er tilrettelagt efter, at du arbejder med dit studium meget mere end den tid, der går med at gå til forelæsninger og øvelser. Du skal regne med at arbejde med dit studium omkring 40 timer om ugen i semesteret.

Undervisningsformer

I forelæsningerne skaber underviserne overblik over litteraturen i det pågældende fag. Du kommer til at stifte bekendtskab med de forskellige teorier, og underviseren gennemgår de måske svært forståelige dele af bøgerne. Forelæsningsholdene kan være så store, at det kan være svært at få diskussioner i gang, men der vil altid være mulighed for at stille spørgsmål eller bringe et emne op til debat. 

I en del fag er der knyttet øvelser til forelæsningerne. Øvelserne foregår på hold på 20-25 studerende. I øvelserne løses der opgaver og konkrete cases gennemgås og diskuteres. Det er tit ældre studerende, der underviser i øvelsestimerne. Øvelsestimerne er et godt sted at komme med eventuelle spørgsmål og kommentarer til den læste litteratur.
 
Når der skal skrives større opgaver og projekter, er der næsten altid afsat tid til individuel vejledning. Det gælder for eksempel for bachelorprojektet, hvor du så vidt muligt frit vælger dit emne, hvorefter opgaven skrives under vejledning af en underviser.

Som andre universitetsstudier, kræver et HA studium derfor, at man kan arbejde selvstændigt.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies