Uddannelsens opbygning

ECTS

Uddannelsen løber over seks semestre (3 år), og er normeret til 180 ECTS - dvs. et års fuldtidsuddannelse udgør 60 ECTS.
ECTS -systemet er et internationalt pointsystem, og ECTS angiver den arbejdsbelastning, som gennemførelsen af en given uddannelse er normeret til. På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan du læse meget mere om, hvad ECTS er.
Tallene i tabellen herunder angiver ECTS-point.
 

Uddannelsens opbygning og fag

På 5. semester er der mulighed for udlandsophold på et universitet i udlandet eller for et projektorienteret forløb i en virksomhed. Læs mere nedenfor.

Mere om studiet

Fællesfag for alle HA-linjer

I fællesfagene på erhvervsøkonomi, HA lærer du om de grundlæggende discipliner inden for erhvervsøkonomi.

I marketing lærer du om, hvordan en virksomhed markedsfører og sælger sine produkter - både til kunder i Danmark og til kunder i udlandet. Du lærer også om regnskab, som fokuserer på både internt regnskab, det vil sige måden virksomheden styrer sine penge på, og eksternt regnskab, som handler om afrapporteringer og årsrapporter. I finansiering lærer du om forskellige finansieringskilder, aktiemarkedet og hvordan finansiering foregår på tværs af landegrænser. I organisation lærer du om de menneskelige ressourcer i en virksomhed, og hvordan man organiserer sig bedst. I entreprenørskab lærer du om opstart af ny virksomhed og innovativ tænkning.

Derudover får du undervisning i fag som mikroøkonomi, som handler om, hvordan en virksomheds driftsøkonomi er - det vil sige økonomien internt i en virksomhed. Du lærer også om makroøkonomi, som er økonomien på landsplan, og hvordan Danmarks økonomi er i forhold til andre landes.

Alt dette giver dig en grundlæggende forståelse for erhvervsøkonomi, som du skal bruge for at identificere og løse virksomheders problemstillinger.

Linjefag

På HA- International Business får du et linjefag på henholdsvis 2., 3. og 4. semester, i alt tre fag på hver 10 ECTS.

2. semester: International Business

3. semester: International B2B markedsføring

4. semester: International økonomi

Undervisningen i disse tre fag sker på både dansk og engelsk, men eksamen er altid på dansk.

Valgfag

Du kan enten vælge at følge valgfag på SDU eller på et af SDU's partneruniversiteter i udlandet.

Valgfag ligger på 5. semester.

Se fagbeskrivelser for de seneste semestre, hvorunder du kan finde eksempler på valgfag.

Studieåret

På universitetet regner vi i ECTS-point, og et års fuldtidsuddannelse udgør 60 ECTS. Studieåret er opdelt i 2 semestre, som hver har 15 undervisningsuger. I et typisk semester er der undervisning i 14-16 lektioner à 45 minutter pr. uge. Undervisningen består af forelæsninger, øvelser på mindre hold og projektarbejde med vejledning. 

I nogle fag er der forelæsninger alle ugerne, mens andre fag veksler mellem forskellige undervisningsformer og endnu andre er helt projektbaserede

Undervisningen starter i efterårssemesteret den 1. september og slutter lige før jul. Forårssemesteret starter den 1. februar og slutter omkring den 1. juni. Der er eksamen i januar og juni.

I slutningen af august afholdes introduktionsdage og introtur for nye studerende. Du møder din faglige vejleder, som er ældre studerende på din uddannelse, og du møder dine tutorer, som sørger for, at du kommer godt fra start på dit nye studie.

Undervisning

Undervisningsformerne på universitetet er afhængige af, hvilket fag du har. De forskellige undervisningsformer har også forskellige formål:

I forelæsningerne skaber forskere og andre undervisere, der er ansat på universitetet, overblik over litteraturen i det pågældende fag. Du kommer til at stifte bekendtskab med de forskellige teorier, og underviseren bruger tid på at gennemgå de måske svært forståelige dele af bøgerne. Forelæsningsholdene kan være så store, at det kan være svært at få diskussioner i gang, men der vil altid være mulighed for at stille spørgsmål eller bringe et emne op til debat.På linjefagene i Slagelse er forelæsningsholdene ikke større, end at underviseren sagtens kan stille spørgsmål til de studerende og derigennem få en dialog i gang i undervisningen.

I en del fag er der knyttet øvelsestimer til forelæsningerne. Øvelserne foregår på hold på 30-35 studerende. I øvelserne løses der opgaver, og konkrete cases gennemgås og diskuteres. Det er tit ældre studerende, der underviser i øvelsestimerne. Øvelsestimerne er et godt sted at komme med eventuelle spørgsmål og kommentarer til den læste litteratur.

Når der skal skrives større opgaver og projekter, er der næsten altid afsat tid til individuel vejledning. Det gælder for eksempel for det afsluttende bachelorprojekt, hvor den enkelte studerende forholdsvist frit vælger sit emne, hvorefter opgaven skrives under vejledning af en underviser.

HA-studiet er et fuldtidsstudie og derfor forventes det, at du arbejder med dit studie meget mere end den tid, der går med at gå til forelæsninger og øvelser. Det forventes, at du bruger en del tid på selv at sætte dig ind i stof, på at arbejde med øvelsesopgaver og på selvstændigt at arbejde med projekter senere i studiet. Som andre universitetsstudier, kræver et HA-studie derfor, at man kan arbejde selvstændigt. Men på SDU synes vi, at det er vigtigt, at man altid kan få hjælp, hvis man er gået i stå, så selv om man skal arbejde selvstændigt, betyder det ikke, at man skal klare alting alene.

Eksamensformer

Fagene på HA eksamineres typisk ved deres afslutning, og det vil sige, at man går til eksamen i januar og juni.

Der bruges mange forskellige eksamensformer: Skriftlig og mundtlig eksamen, take-home-eksamen, ugeopgaver og seminar og projekter. Et seminar er en undervisnings- og eksamensform, hvor alle studerende i seminarkredsen skal skrive en opgave. Opgaverne diskuteres herefter i seminarkredsen, og de studerende skiftes til at forsvare egen opgave, opponere mod andres opgave og være ”almen” diskussionsdeltager.

Udlandsophold

På dit 5. semester har du mulighed for at tage på udlandsophold ved et udenlandsk universitet. Du kan enten vælge et universitet, som SDU samarbejder med, eller du kan vælge at arrangere dit eget ophold ved et andet universitet. SDU samarbejder med mere end 200 partneruniversiteter, og vi vil gerne hjælpe dig med at finde det helt rigtige sted til dig.

Du lærer rigtig meget ved at være på udlandsophold - både om hvordan det er at bo og studere i et andet land, men også rigtig meget om dig selv. Du vokser ved at bo alene i et andet land, og det bliver en oplevelse for livet, hvis du vælger at tage afsted.

Læs mere om udlandsophold.

Projektorienteret forløb

På dit HA-studie kan du vælge at tage i projektorienteret forløb i en virksomhed på dit 5. semester. Du kan vælge faget som et valgfag, hvor størstedelen af faget foregår i den konkrete virksomhed. Du lærer dermed, hvad det vil sige at indgå i arbejdsrelationer, du får afprøvet din teori i praksis, og du får udbygget dit netværk, allerede mens du læser.

Bachelorprojekt

Du afslutter dit studie med et bachelorprojekt på 6. semester. Bachelorprojektet er en større opgave, du skal skrive inden for et afgrænset emne. Du kan skrive det alene eller sammen med normalt op til tre medstuderende, ligesom du kan skrive det i relation til en virksomhed og dermed koble det, du har lært, til praktiske problemstillinger.

HA-meritordning

Du kan følge vores HA-meritordning, hvis du har en baggrund som markedsførings-, finans-, handels-, service- eller logistikøkonom.

Studieordning og fagbeskrivelse

Kompetencebeskrivelsen for HA - International Business finder du i studieordningen, og du kan læse mere om fagene i fagbeskrivelsen.

 

Læs også om adgangskrav og karrieremuligheder.

Få styr på din ansøgning

Få overblik over hvad din ansøgning skal indeholde.

læs mere