Fagråd
Et godt studiemiljø skabes blandt andet af de studerende selv – og som biologistuderende bliver du automatisk medlem af Biologisk Fagråd.
Biologisk Fagråd er de biologistuderendes talerør, og repræsenterer de studerende over for alle styrende organer med relation til biologistudiet. Fagrådet arbejder for at sikre de studerendes rettigheder og præge studiemiljøet.
Gratis adgang
Som biologistuderende på SDU får du gratis adgang til Odense Zoo, Naturama i Svendborg og Fjord&Bælt i Kerteminde.
Faciliteter
På SDU i Odense er næsten alle studerende samlet under samme tag. Det betyder, at du hver dag har mulighed for at møde en masse studerende fra forskellige uddannelser og forskellige lande.
På selve campus er der mange tilbud, du kan benytte dig af i fritiden:
- Svømmehal
- Beachvolleybaner
- Fitnesscenter
- Atletik- og bevægelsesstadion
- Cykelsmed
- Tre kantiner og en sandwichbar
- Studenterbaren "Nedenunder"
- Studenterboghandelen
Få hundrede meter fra campus finder du Campus Kollegiet med 230 studenterboliger og en café. Lige ved siden af ligger Cortex Lab, et innovations- og iværksættermiljø for studerende med en iværksætter i maven.
Odense som studieby
Odense er en by med fart på udviklingen. Der er virksomheder inden for blandt andet medicinalkemi og analyse, ligesom Odense tiltrækker et stort antal iværksættere. Flere virksomheder er udsprunget fra forskermiljøerne på SDU, og også den statslige institution Miljøstyrelsen ligger i Odense. Det giver alt sammen mulighed for relevante studiejobs og let vej til det første job efter uddannelsen.
Tusindvis af studerende bor i Odense og sætter deres præg på byen. Det gælder lige fra et levende natteliv i weekenden til et væld af sports-, musik- og kulturtilbud.
Odense har selvfølgelig også sit eget Studenterhus, som samler studerende og deres venner fra alle byens uddannelsesinstitutioner.
Bolig i Odense
Modsat andre studiebyer i Danmark er det forholdsvist let at finde en billig studiebolig i Odense. Som studerende er du dækket af kommunens "Tag over hovedet"-garanti, hvis du ikke har fundet sted at bo i Odense inden studiestart.
I første omgang bør du dog selv forsøge at finde en bolig.