Introduktion til uddannelsen

En BA i Bibliotekskundskab og videnskommunikation giver dig jobmuligheder inden for det private og offentlige arbejdsmarked, hvor der er behov for organisering og formidling af viden - fra bøger på biblioteket til det flow af viden, der strømmer gennem en kultur- eller erhvervsvirksomheds hverdag.


Du vil blandt andet blive undervist i biblioteket som videns- og kulturinstitution, informationssøgning, vidensorganisering og målgrupper.


Udover disse kernefag indeholder uddannelsen fag, der understøtter organisering og formidling af viden. Det er for eksempel fag, der giver dig den læringsteoretiske baggrund for at opbygge og gennemføre holdundervisning og individuel vejledning samt e-læringsforløb.


Det er desuden fag som giver dig en grundlæggende teknisk forståelse af digitale produkter, så du kan være med til at forbedre dem. Og det er fag, der giver dig den teoretiske indsigt og de praktiske værktøjer til at være med til at udvikle aktiviteter og serviceydelser.


For at understøtte dine kompetencer i at indgå i samarbejdsrelationer i dit fremtidige job, arbejder vi på uddannelsen med studiegrupper.