Skip to main content
DA / EN

For dig, der vil gøre en forskel for mennesker 

Er du interesseret i at hjælpe mennesker med stemme-, tale-, høre- eller sprogvanskeligheder? Så læs Audiologopædi.

Uddannelsen kombinerer fagområder inden for sprog, interaktion, sundhedsvidenskab (bl.a. anatomi, fysiologi og neurologi), psykologi, pædagogik samt emner inden for det audiologopædiske felt. De forskelligartede fagområder gør uddannelsen alsidig og kompleks, og du vil møde et højt fagligt niveau på studiet. Du vil opleve, at studiet har stor samfundsrelevans, da du lærer at hjælpe mennesker med en eller anden form for kommunikationsvanskelighed til forbedret kommunikation. Det kan f.eks. være udtalevanskeligheder hos børn eller sproglige vanskeligheder hos voksne som følge af stroke.

Audiologopædi er en uddannelse, der adskiller sig fra andre, ved at den både er teoretisk funderet, men også har et professionsrettet afsæt og sigte. Uddannelsen er bygget op af tre søjler: den humanistiske, den sundhedsvidenskabelige og den praksisorienterede. Hos os bliver du præsenteret for den nyeste forskning og litteratur inden for alle 3 søjler. Du lærer undervejs i uddannelsen at omsætte teori til praksis, bl.a. ved hjælp af casearbejde og praksisophold (praktik). Du vil udover undervisning af fastansatte forskere også få undervisning af gæsteundervisere fra praksis, som bl.a. bidrager med relevante cases i form af f.eks. lyd- og videooptagelser af audiologopædiske klientkonsultationer.

På Audiologopædi er praksisophold (praktik) obligatorisk, og du vil derfor komme i praksisophold på nogle af landets mange audiologopædiske arbejdspladser, f.eks. på et kommunalt PPR-kontor eller et kommunikationscenter. Vi har et stort praksisnetværk, der spreder sig over hele landet.

Uddannelsen i Audiologopædi giver dig viden, kompetencer og færdigheder, som gør dig i stand til at udrede, undervise, behandle, rådgive og vejlede mennesker med kommunikationsvanskeligheder og deres pårørende.

Studiemiljø

På studiet har vi et fagråd, der arbejder tæt sammen med studieledelsen. På den måde har du som studerende mulighed for at komme med idéer og præge beslutninger, der vedrører studiet. Audiologopædistuderende er kendetegnet ved at være meget passionerede omkring studiet og fagfeltet. Mange engagerer sig i både faglige og sociale aktiviteter, såsom i diverse faglige oplæg, brætspilscafé, strikkehygge, studiets årlige efterårsevent med faglige aktiviteter, spisning og hygge og meget andet.

Jobmuligheder 

Gennem bacheloruddannelsen får du et bredt grundlag for at specialisere dig videre på kandidatuddannelsen i Audiologopædi. Bacheloruddannelsen og kandidatuddannelsen er tænkt som et sammenhængende forløb. Vi anbefaler derfor, at du efter endt bacheloruddannelse læser videre på kandidatuddannelsen.

Stort set alle vores dimittender fra kandidatuddannelsen går direkte ud i ansættelse som Audiologopæd.

Som færdiguddannet kandidat i Audiologopædi er du særligt kvalificeret til stillinger inden for bl.a.:

  • kommunale pædagogisk psykologiske rådgivningskontorer (PPR)
  • talehøreinstitutter eller kommunikationscentre
  • sygehusafdelinger inden for f.eks. hjerneskade- og høreområdet
  • specialskoler og institutioner med børn eller voksne, der f.eks. har kognitive vanskeligheder eller autismespektrumforstyrrelse

 

3 gode grunde..

  • Du får via praksisophold (praktik) mulighed for allerede på bachelorniveau at komme ud i praksisfeltet og sætte din teoretiske viden i spil.
  • Uddannelsen er knyttet til aktive forskningsmiljøer, som studerende kan du deltage i det faglige miljø bl.a. ved konferencer eller andre fagspecifikke arrangementer.
  • Du bliver en del af et tæt studiemiljø, hvor alle er meget passionerede for fagområdet og nyder at bruge tid med hinanden – også uden for undervisningslokalet.

Mød vores studerende

Signe, 9. semester
" Jeg valgte Audiologopædi fordi jeg brænder for at hjælpe andre mennesker i verden. 
-
Det der gør audiologopædi til noget helt specielt, er at uddannelsen dækker over flere fagområder inden for sproget (neurologisk, audiologisk, stemme, tale m.m). Man kan komme til at arbejde med både børn og voksne inden for det fagområde man ønsker. "






 
Marie, 7.  semester
"Vi bliver i stand til at behandle og hjælpe mennesker med forskellige kommunikationsvanskeligheder. Kommunikation er noget vi alle gør konstant med hinanden, og derfor er det enormt vigtigt at kunne gøre en forskel for de patienter/borgere, der har besvær med dette. Jeg overvejede også at læse medicin, psykologi eller pædagogik, men studiet audiologopædi omfavnede præcis en blanding af disse interessefelter."
 

Følg @hum_studieliv_sdu på Instagram