Brugerorienteret produktdesign

Brugerorienteret produktdesign

Fagpakkens mål er, at du lærer at arbejde professionelt med brugerundersøgelser og brugerinddragelse i en organisatorisk kontekst.

Fagpakken fokuserer på nogle af de mindre åbenlyse, men vanskeligere spørgsmål inden for produktdesign: Hvordan tilrettelægges brugerorienterede aktiviteter, så de får gennemslagskraft i organisationen? Hvordan afbalancer man de mange synspunkter, der kommer frem om, hvad der er vigtigt, når man engagerer en bredere vifte af aktører i et innovationsprojekt? For mange er det skræmmende, fordi aktiviteterne bliver mere komplekse og sværere at kontrollere.

Fra brugerstudier til innovation
Brugerorienteret design starter med en forståelse af brugerne og konteksten. Programmet præsenterer en række etnografiske teknikker til at studere, hvad folk gør og værdsætter. Centralt i fagpakken er skiftet fra analytiske resultater til kreativt designmateriale som basis for arbejde i projektgruppen, og sensemaking med større grupper af interessenter som forudsætning for innovation.

Aktionsforskning

I et felt i rivende udvikling, og med teknologi i konstant forandring, er metoder ikke stabile. Designere er nødt til konstant at genoverveje deres arbejdsmetoder og opfinde nye teknikker. I denne fagpakke er metodeforskning i praksis integreret som en naturlig måde at lære og udvikle designmetoder på.

 

Udbytte af fagpakken

Fagpakkens mål er, at deltagerne opnår følgende kompetencer:

Faglige kompetencer

  • at forstå grundlæggende begreber og teorier inden for brugerorienteret design.

Praksisorienterede kompetencer

  • at studere brug og involvere brugere i udviklingsprocesser
  • at beherske en refleksiv arbejdsform, der sætter deltagerne i stand til at videreudvikle egne metoder
  • at designe interaktion for produkter og produktsystemer

Akademiske kompetencer

  • at kunne argumentere videnskabeligt for metodeudvikling inden for brugerinvolvering
  • at beherske aktionsforskning i designprojekter

 

Ansøgning og adgangskrav

Bacheloruddannelse i datalogi, informationsvidenskab eller multimedier eller tilsvarende. Har du ikke en af de adgangsgivende uddannelser, kan du søge optagelse efter individuel vurdering.

 

Ønskelige forudsætninger

Deltagerne bør have gode engelskkundskaber, da dele af undervisningen foregår på engelsk.

Læs mere om fagpakken brugerorienteret produktdesign her, hvor du også kan downloade et ansøgningsskema.

 

Fagpakken er udviklet under og tilbydes i et samarbejde under It-vest.



 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies