Skip to main content

Samarbejde mellem datalogi og genetik giver ny viden om årsagerne til overvægt

Har livsstilsmønstre og bestemte gener betydning for, om man udvikler overvægt? Opstår overvægt fordi nogle gener interagerer? Det vil et tværfagligt forskningsprojekt mellem Det Naturvidenskabelige og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet finde ny viden om.

I projektet indgår enæggede tvillinger, fordi deres gener er ens. Nogle gange udvikler den ene tvilling overvægt, mens den anden ikke gør, og det er netop det forskerne finder interessant at undersøge. I projektet indgår blod- og celleprøver fra 30 enæggede tvillingepar. Det løber op i adskillige millioner data, som det er umuligt at analysere uden en supercomputer.
 

Samarbejde mellem Det Naturvidenskabelige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og OUH
”Jeg arbejder tæt sammen med lektor Richard Röttger fra Institut for Datalogi og Matematik. Den viden som han og flere datalogistuderende bringer ind i projektet er afgørende for resultaterne. Jeg er uddannet inden for medicin og har omfattende viden om genetik. Når vi samarbejder, får vi resultater, som ellers ikke var mulige”, siger professor og forskningsleder Qihua Tan fra Human Genetik, Klinisk Institut.

Målet er at indkredse bestemte geners funktion i forhold til overvægt for på sigt at kunne bekæmpe overvægt hos mennesker.

Hvad er en supercomputer?
ABACUS 2.0 hedder den supercomputer, som står på SDU. Den er 10.000 gange hurtigere end en personlig computer. ABACUS 2.0 bliver anvendt af forskere og virksomheder inden for alle fagdiscipliner til at løse komplekse, beregningsmæssige problemer ud fra store datamængder.

Forskerne analyserer millioner af data ved hjælp af supercomputing. Abacus er SDUs supercomputer . 

Sidst opdateret: 04.06.2020