Kreative skriveværksteder

Kreativ skrivning og højtlæsning kan være med til at skabe et sprog og et frirum for mennesker, der lever med kronisk alkoholafhængighed, livstruende kræftsygdomme og andre alvorlige kroniske sygdomme.

Mange kronisk og alvorligt syge mennesker har ofte et særligt behov for at udtrykke sig og derigennem forstå deres situation. De kan også have svært ved at udtrykke sig over for og blive forstået af omverdenen. Nogle fortæller, at det er som om, at der er en indre stemme, som vil høres. Andre oplever, at kreative skriveværksteder hjælper med at få andre og nye perspektiver på livet end det ensidige fokus på sygdommen.

Et skriveværkstedsforløb er ikke et terapiforløb. Det er snarere et neutralt ”rum” i forhold til behandling, hvor den enkelte deltager sammen med ligesindede får nye redskaber til at gå på opdagelse i ordenes og forestillingernes verden. Det er en slags genoptræning af fantasien, som måske vil kunne aktivere et reservoir af helende kræfter. 

Forskningsbaseret tilgang

Indholdet på denne side bygger på et innovativt forskningssamarbejde mellem Det Humanistiske Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet om at udvikle området inden for ’narrativ medicin’. Formålet med forskningsprojektet er at beskrive, udvikle og teste en model for, hvordan skriveøvelser kan understøtte rehabiliteringen af mennesker med kronisk alkoholafhængighed, livstruende kræftsygdomme og andre alvorlige kroniske sygdomme samt medføre en fastholdelse eller forøgelse af livskvalitet og -mening til gavn for den enkelte og sundhedssystemet som helhed. 

Grundprincippet i modellen for kreative skriveværksteder er, at den skal være evidensbaseret. Aktiviteten skal kunne ses som en mulig vej til at forstå og tage bedre vare på sig selv samt til bedre at blive forstået af andre, herunder sundhedsprofessionelle.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies