Børns skærmbrug får forældre til at slå knuder på sig selv
Skærme, smartphones, spil og sociale platforme fylder en stor del af de fleste børns fritid både som underholdning, socialt samvær og kommunikation. Men for mange forældre er børnenes skærmbrug en vedvarende følelsesmæssig belastning, viser nyt videnskabeligt studie.
Studiet peger på, at børns skærmbrug fungerer som en daglig og vedvarende stressfaktor for mange forældre. Bekymring, skyld, skam og frustration fylder, og for at håndtere disse følelser bruger forældre forskellige strategier, ofte uden at være bevidste om det.
Studiet er netop publiceret i Scandinavian Journal of Psychology og er gennemført af forskere fra Statens Institut for Folkesundhed og Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.
Forskerne har interviewet 17 forældre til børn i alderen 10–11 år for at undersøge, hvordan forældre følelsesmæssigt navigerer i dilemmaet mellem børns digitale interesser og deres egne forestillinger om, hvad der er et sundt og meningsfuldt fritidsliv.
Ifølge ph.d.-studerende Teresa Victoria Høy fra Statens Institut for Folkesundhed oplever mange forældre dette spændingsfelt som dybt belastende.
”Skærme fylder meget i mange familier, og mange forældre ønsker, at deres børn skal lave andre ting i fritiden end blot at sidde med en skærm. Men de er samtidig i tvivl om, hvad der er den rette balance mellem børnenes digitale og fysiske aktiviteter, og hvad der er det rette at gøre som forældre,” siger hun.
De forsøger at regulere skærmbrugen gennem regler, tidsbegrænsninger og aftaler. Men i praksis viser det sig ofte svært at fastholde.
”Reglerne fører til opslidende diskussioner med børnene og smuldrer ofte væk efter en periode. Samtidig bliver forældrene i høj grad efterladt alene med ansvaret, mens teknologien udvikler sig hurtigt, og regulering halter bagefter. Det skaber et pres på forældrene,” forklarer Teresa Victoria Høy.
Bruger copingstrategier
Studiet viser, at forældre ikke kun reagerer på de konkrete konflikter i hverdagen, som når skærmen forstyrrer lektier, sengetider eller fælles aftaler. Der er også mere vedvarende bekymringer for, hvad skærmene betyder for barnets trivsel og udvikling.
For at kunne leve med denne bekymring bruger mange forældre helt ubevidst forskellige følelsesmæssige copingstrategier. En udbredt strategi er at se det positive i barnets skærmbrug, også selvom man grundlæggende synes, at det er spild af tid, og hellere vil have, at barnet laver andre aktiviteter.
”Forældre fremhæver for eksempel, at der trods alt er noget erfaringsudveksling i YouTube-videoer, hvor barnet passivt sidder og ser andre spille, at spil som Fortnite alligevel rummer noget socialt, eller at skærmen giver barnet mulighed for at koble af efter en lang skoledag. Det er en måde at omfortolke situationen på, som kan dæmpe følelsen af bekymring og frustration,” siger Teresa Victoria Høy.
En anden strategi er at placere ansvaret hos sig selv. Her fortæller forældre sig selv, at problemet snarere ligger hos dem end hos barnet – og at det er dem, der er noget i vejen med, når de ikke kan se værdien i Fortnite.
”Nogle siger til sig selv: ”Det er jo bare sådan at være barn i dag”, eller ”Det er nok mig, den er gal med”. De forsøger at justere deres egne værdier, så de passer bedre til den digitaliserede barndom, deres børn vokser op i,” forklarer hun.
Forsøger at sætte grænser
Ifølge Teresa Victoria Høy er strategierne ikke udtryk for, at forældre har givet op eller er ligeglade. Tværtimod.
”De har ofte forsøgt igen og igen at sætte grænser og skabe rammer og balance. Men kampene er drænende, og mange føler, at de alligevel ikke har indflydelse på barnets skærmbrug. Og når man gentagne gange oplever, at man ikke kan ændre selve problemet, peger teori om stress og coping på, at man i stedet regulerer eller dulmer sine følelser. Det er mere skånsomt for én selv end at tage gentagende konflikter med sine børn og kæmpe mod noget, hvor man føler sig magtesløs,” siger hun.
En vigtig pointe i studiet er, at forældre med fordel kan tale mere åbent om deres følelser med barnet fremfor at vende bekymringer og frustrationer indad. Denne åbenhed kan bidrage til en større oplevelse af autenticitet i forældrerollen, samtidig med at den danner fundament for en åben og ærlig dialog i familien om balancen mellem digitale og analoge aktiviteter i hverdagen.
Alle de andre må godt
I den offentlige debat bliver forældre ofte kritiseret for ikke at tage ansvar og sige nej til børnene. Men ifølge Teresa Victoria Høy er situationen meget mere kompleks.
Selv den mest beslutsomme forælder kan blive væltet af én sætning, som går igen på tværs af mange af de familier, der deltager i studiet, og det er, når barnet siger: ”Jamen, alle de andre må gerne.” Og forældre står derfor ikke kun over for deres eget barn, men også over for, hvad barnets klassekammerater gør og får lov til.
”Derudover står de over for en Tech‑industri, hvis mål er at fastholde børnenes opmærksomhed. Kampen er ulige. De er oppe mod nogle stærke kræfter, der modarbejder deres indsats,” siger hun.
Nødvendigt med opbakning
Forskerne peger på, at hvis forældre skal genvinde oplevelsen af handlekraft, kræver det mere end gode råd til den enkelte familie.
Det handler ikke kun om, at forældre skal ”træde i karakter”, men at samfundet træder i karakter sammen med dem.
”Hvis forældre skal have reel indflydelse over deres børns skærmbrug, kræver det fælles normer, tydelig opbakning fra skoler, institutioner og politisk samt strukturel regulering, der ikke efterlader forældrene alene med ansvaret. Det kan skabe den opbakning, som gør det muligt for forældre at handle mere i flok i stedet for at føle, at hver beslutning er en isoleret kamp på hjemmefronten,” siger Teresa Victoria Høy.
Kontakt: Ph.d.-studerende Teresa Victoria Høy, tlf.: 6550 7828, e-mail: tevh@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.