De fleste grønlandske børn trives og har stærke relationer
Langt de fleste børn og unge i Grønland har det godt. De oplever høj livskvalitet, trives med deres kammerater og lærere og har tætte relationer, viser ny undersøgelse af grønlandske skolebørns sundhed og trivsel. Der er dog også mere bekymrende tendenser, såsom flere, der oplever mobning - og flere, der bevæger sig mindre i dagligdagen.
Undersøgelsen er gennemført af HBSC Greenland og Center for Folkesundhed i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed. Den bygger på data fra 2.590 elever i 5.-10. klasse i alderen 10-17 år, der har svaret på spørgsmål i 2024.
Overordnet set tegner undersøgelsen et positivt billede af børns trivsel i Grønland, fortæller Birgit Niclasen, ansvarlig for HBSC Greenland (Skolebørnsundersøgelsen) og en af rapportens forfattere:
”Kernen er på plads. Langt de fleste børn har det godt og oplever, at de trives i deres hverdag. De har gode relationer til både familie, kammerater og lærere, og det er et vigtigt fundament og et godt udgangspunkt.”
De fleste har høj livskvalitet
I 2024 har knap 8 ud af 10 elever høj livskvalitet. Samtidig oplever størstedelen et godt sammenhold i klassen, og omkring 80 procent angiver, at de har et godt forhold til deres lærere. Andelen af elever, der føler sig ensomme, er samtidig faldet de seneste år.
Familien spiller fortsat en central rolle i børns trivsel. En stigende andel af eleverne har let ved at tale med mindst én af deres forældre om bekymringer, flere spiser regelmæssigt måltider sammen med deres familie, og 42 procent bruger tid i naturen med familien mindst én gang om ugen.
Undersøgelsen viser også, at flere børn deltager i fritidsaktiviteter. I 2024 går 73 procent af eleverne til mindst én fritidsaktivitet hver uge mod 69 procent i 2022.
Omvendt er børns daglige fysiske aktivitet faldet. Nu er det 26 procent, der lever op til anbefalingerne for fysisk aktivitet. I 2018 var det 36 procent.
Flere oplever online mobning
Der er også andre tendenser, der går den forkerte vej: Andelen af elever, der godt eller virkelig godt kan lide at gå i skole, er faldet fra 78 procent i 2018 til 66 procent i 2024.
Derudover ses en stigning i mobning. Andelen af elever, der har oplevet cybermobning, er næsten fordoblet siden 2018. Samtidig viser undersøgelsen for første gang, at 13 procent af eleverne har et problematisk forbrug af sociale medier.
Ifølge professor Christina Viskum Lytken Larsen, forskningsleder for Center for Folkesundhed i Grønland og en af rapportens forfattere, er udviklingen ikke uventet:
”Flere børn bruger mere tid på sociale medier, og det øger risikoen for mobning og konflikter online. Det er desværre forventeligt, men ikke desto mindre noget, man skal tage alvorligt,” siger hun.
Halvdelen bruger nikotinprodukter
Størstedelen af alle børn vurderer deres helbred som godt eller virkelig godt, men der er også en stor andel, der oplever hyppige fysiske og psykiske symptomer – især søvnproblemer og hovedpine.
Hvad angår rusmidler, bruger lidt over halvdelen af eleverne i 9.-10. klasse mindst et nikotinprodukt.
Rygning er stort set uændret, det er stadig næsten en tredjedel af de store elever, der ryger tobak, og hver femte (21 procent) elev i 9.-10. klasse har brugt e-cigaretter den seneste måned.
Samtidig er andelen af de 15-17-årige, der nogensinde har været fuld, steget fra 28 procent i 2018 til 35 procent i 2024.
Hyppigere data
Undersøgelsen gennemføres fremover hvert andet år, mens den internationale HBSC-undersøgelse fortsat gennemføres hvert fjerde år.
”Hyppigere data giver et stærkere grundlag til at målrette indsatser lokalt og nationalt. Samtidig viser undersøgelsen, at der er meget, der fungerer godt, og det er vigtigt at holde fast i,” siger Christina Viskum Lytken Larsen.
Kontakt: Forskningsleder Birgit Niclasen, HBSC Greenland og Center for Folkesundhed i Grønland, tlf.: +299 523832, e-mail: bivn@nanoq.gl eller bivn@sdu.dk, og professor og forskningsleder Christina Viskum Lytken Larsen, Center for Folkesundhed i Grønland, tlf.: 6550 7722, e-mail: chly@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.