Skoler får hjælp til at håndhæve loven om røg- og nikotinfri skoletid
Hvordan går det egentlig med at sikre røg- og nikotinfri skoletid på landets skoler? Det spørgsmål sætter et nyt forskningsprojekt nu fokus på. Projektet undersøger både, hvordan loven efterleves på FGU- og erhvervsskoler, og hvordan skolerne bedst kan støttes i at håndhæve den fremover.
For mange skoler er det en udfordring at få loven til at fungere i hverdagen. Undersøgelser viser, at en del elever – særligt på FGU- og erhvervsskoler – fortsat ryger eller bruger røgfri nikotinprodukter i skoletiden.
Derfor søsætter forskere fra Statens Institut for Folkesundhed nu projekt Hov vi har en lov. Her kortlægges, hvordan reglerne fungerer i praksis, hvad der virker, og hvad der står i vejen for en konsekvent implementering.
Loven, der trådte i kraft i 2021, forbyder elever at ryge, dampe eller bruge nikotinprodukter i skoletiden – både på og uden for skolens område – på grundskoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser.
”Vi ved meget lidt om, hvordan loven fungerer på skolerne i praksis. Det følger vi nu op på. Vi vil finde ud af, hvad der lykkes, og hvor det halter,” forklarer ph.d.-studerende Calina Leonhardt, en af forskerne bag projektet.
Hun peger på, at især de røgfri nikotinprodukter er svære at håndhæve:
”Produkter som nikotinposer er næsten usynlige, og lærerne kan derfor ikke altid opdage, når eleverne bruger dem. Det gør det vanskeligt at sikre, at loven overholdes. Det er et af de områder, hvor vi sammen med skolerne vil forsøge at finde løsninger.”
Landsdækkende undersøgelse og interviews
Projektet omfatter en national spørgeskemaundersøgelse blandt FGU- og erhvervsskoler, hvor de skal svare på, hvordan det går med implementeringen af loven, og hvilke erfaringer og udfordringer de har.
Derudover vil forskerne gennemføre dybdegående interviews med lærere, elever, ledere, direktører og administrativt personale på seks udvalgte skoler. Også aktører, der har været involveret i udformningen af loven – fx embedsmænd, politikere og organisationer som KL, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse – inddrages i arbejdet.
Forskerne vil desuden udvikle konkrete strategier i tæt samarbejde med skolerne. Strategierne skal tilpasses den enkelte skole, men samtidig kunne bruges bredt på både FGU-, erhvervsskoler og øvrige ungdomsuddannelser. Fokus bliver både på de synlige produkter som cigaretter og e-cigaretter og på de mere skjulte som nikotinposer.
Kan inspirere andre lande
Calina Leonhardt håber, at projektets resultater også kan få betydning uden for Danmarks grænser:
”Som noget relativt nyt inden for tobaks- og nikotinlovgivning, omfatter den danske lov også røgfri produkter som nikotinposer. Vi håber derfor, at vores erfaringer kan inspirere andre lande, der overvejer at indføre røg- og nikotinfri skoletid,” siger hun.
Projektet udføres af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og er finansieret af TrygFonden.
Kontakt: Ph.d.-studerende Calina Leonhardt, tlf.: 6550 1968, e-mail: cleo@sdu.dk og seniorforsker og projektleder Susan Andersen, 6550 7816, tlf.: e-mail: suan@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.