Skip to main content
Uge 16 2026

Mental trivsel i ungdommen kan blive afgørende for uddannelse og job senere i livet

Et omfattende studie af knap 68.000 danske unge viser, hvordan både god og dårlig trivsel i ungdomsårene kan følge de unge langt ind i voksenlivet. Forskerne er overraskede over, hvor stor betydning trivsel har for unges uddannelse og job mange år frem.

Studiet er udarbejdet af forskere ved Statens Institut for Folkesundhed og netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Regional Health.

Det bygger blandt andet på spørgeskemabesvarelser fra næsten 68.000 unge i alderen 15–19 år, indsamlet i 2014 på gymnasier og erhvervsskoler landet over. Her blev de unge spurgt om, hvordan de oplevede deres mentale sundhed og trivsel, og ud fra disse svar identificerede forskerne fire overordnede grupper med varierende grad af mental trivsel: god, moderat, dårlig og meget dårlig.

Forskerne fulgte de unge gennem de næste otte år, til de var midt i 20’erne, og koblede deres spørgeskemabesvarelser med landsdækkende registre om uddannelse og beskæftigelse.

Resultaterne tegner et tydeligt billede: Unge med god mental trivsel har den laveste risiko for at falde fra en ungdomsuddannelse og klarer sig generelt bedst i årene efter. Omvendt stiger risikoen markant, jo dårligere de unge trives.

Det forklarer Sara Rudbæk Larsen, videnskabelig assistent og en af forskerne bag studiet:

”Vi kan se, at dårlig mental trivsel i 15-19-årsalderen har stor indflydelse på, hvordan det går langt senere i livet. For eksempel har unge med meget dårlig trivsel næsten tre gange så høj risiko for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse inden for fem år sammenlignet med unge, der trives godt,” siger hun.

Unge med moderat trivsel var i højere risiko end de unge, som havde god trivsel.

Således peger resultaterne på en klar trappetrinseffekt: For hvert fald i de unges trivsel, stiger deres risiko for at falde fra en ungdomsuddannelse.

”Vi finder også, at unge med dårlig trivsel oftere føler sig dårligt forbundet til deres skole. Det er en faktor, der i sig selv er kendt for at øge risikoen for frafald,” siger Sara Rudbæk Larsen.

For eksempel følte 21 procent af unge med dårlig trivsel ikke, at de hørte til på deres gymnasium eller erhvervsskole, mens det kun var tilfældet for 2 procent blandt dem med god trivsel.

Står uden job eller uddannelse

Konsekvenserne stopper ikke ved ungdomsuddannelsen.

Forskerne har også undersøgt, hvor mange af de unge der ender i den såkaldte NEET-status (Not in Employment, Education or Training). Det vil sige, at de hverken er i job, uddannelse eller anden form for oplæring.

Her viser resultaterne, at unge med god trivsel har den laveste risiko og klarer sig bedst også på længere sigt. Omvendt har unge med dårlig mental trivsel i teenageårene forhøjet risiko for at stå uden for både uddannelse og arbejdsmarked både fem og ti år senere. For eksempel havde unge med dårlig trivsel cirka fire gange større risiko for at stå uden for job og uddannelse efter 10 år.

Ifølge professor Janne Tolstrup, der også står bag studiet, er det netop de langvarige forskelle, der springer i øjnene:

”Det er overraskende, at vi ser så store forskelle over lang tid, og at de unges mentale trivsel i gymnasie- og erhvervsskolealderen følger dem så langt ind i voksenlivet,” siger hun.

Mistrivsel er ikke forbigående

Ifølge Janne Tolstrup peger studiet på, at dårlig mental trivsel i ungdomsårene ikke bare er en forbigående tilstand, men en vigtig faktor for, hvordan livet og mulighederne for uddannelse og job udvikler sig.

”Vores studie viser med al tydelighed, at trivsel, som de unge jo selv rapporterer om i et spørgeskema, afspejler noget reelt omkring, hvordan de rent faktisk har det, og at mistrivsel ikke er et forbigående problem,” siger hun.

Derfor kan man ifølge Janne Tolstrup bruge studiet til netop at identificere unge, som er i stor risiko for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse.

”Vi ved fra meget anden forskning, at det at droppe ud af en ungdomsuddannelse i sig selv øger risikoen for senere at stå uden for både uddannelse og job. Derfor er det vigtigt at holde hånden under disse elever, så de gennemfører deres ungdomsuddannelse,” siger hun.

Kontakt: Videnskabelig assistent Sara Rudbæk Larsen, e-mail: sara.rudbaek.larsen@regionh.dk, og professor Janne Tolstrup, e-mail: jest@sdu.dk, tlf.: 6550 7735, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

English version

Vil du vide mere?

Studie

Redaktionen afsluttet: 15.04.2026