Skip to main content

Ugens tal: Der er markant ulighed i sundhed for personer med handicap

08.02.2022

Personer, der på grund af dårligt helbred har svært ved at lave almindelige hverdagsting, har langt dårligere sundhedstilstand og sundhedsadfærd end personer, der ikke har samme begrænsninger.

Det viser ny sundhedsprofil, der er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed.

Sundhedsprofilen beskriver sundhedstilstand, sundhedsadfærd, sociale relationer og kontakt til sundhedsvæsenet blandt voksne danskere med såkaldt helbredsrelateret aktivitetsbegrænsninger. Det defineres i undersøgelsen ved, at de enten ikke kan eller har svært ved at udføre almindelige hverdagsaktiviteter.

Uligheden ses ved langt størstedelen af alle de faktorer, der belyses i undersøgelsen.

Blandt personer, der er begrænset i hverdagen, er der for eksempel en større andel, der spiser usundt, har overvægt, eller som ryger 15 eller flere cigaretter dagligt.

Der er også en større andel, der lider af hovedpine, søvnbesvær, stress og andre psykiske symptomer.

Sundhedsprofilen bygger på spørgeskemadata blandt cirka 14.000 danskere.

Vil du vide mere?

Ugens tal