En større andel af børn og unge med syge søskende er ofte kede af det, nervøse, irritable eller i dårligt humør, sammenlignet med børn og unge uden syge søskende, viser rapport.
Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed og Kræftens Bekæmpelse. Den trækker på data fra næsten 6.000 elever, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelser og interviews.
Cirka 40 procent af de børn og unge, som har en syg søskende, rapporterer, at der mindst ugentligt er ting deres syge søskende ikke kan som følge af deres sygdom eller handicap. Disse børn og unge med syge søskende med nedsat funktion ser ud til at være særligt udsatte for at trives mindre godt end deres jævnaldrende.
For eksempel er 36 procent kede af det flere gange om ugen, mens dette gælder 23 procent af børn og unge med syge søskende med normal funktion og 17 procent af børn og unge uden syge søskende.
Tillige rapporterer i alt 24 procent af børn og unge med syge søskende med nedsat funktion, at de har angst, depression, OCD eller spiseforstyrrelse, mens dette gælder 12 procent af børn og unge med syge søskende med normal funktion og 12 procent af børn og unge uden syge søskende.