Skip to main content

Unge med høj risikoadfærd i forhold til alkohol, rygning og stoffer har dårligere trivsel

30.03.2022

Ny rapport viser tidlige mønstre blandt de 15-25-årige på ungdomsuddannelser, når det gælder alkohol, rygning og stoffer sammenholdt med dårlig trivsel.

 

En gruppe unge på gymnasier og erhvervsskoler er tidligt ude med både at drikke, ryge og eksperimentere med stoffer. Samme gruppe føler sig mere stressede og har flere symptomer på psykiske helbredsproblemer.

 

Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. Rapporten er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen og giver et indblik i risikoadfærdsmønstre blandt 15-25-årige på ungdomsuddannelser i Danmark.

 

Rapporten beskriver fire grupper af unge med forskellige risikoadfærdsmønstre, heriblandt gruppen af unge, der udviser en høj risikoadfærd i forhold til alkohol, rygning og stoffer.  Det drejer sig om 12 procent blandt drenge og 10 procent blandt piger.

 

Gruppen er kendetegnet ved et stort alkoholmisbrug og ved, at langt størstedelen ryger cigaretter dagligt og har røget hash den seneste måned.

Mange har også prøvet at være fuld eller røget deres første cigaret før de fyldte 13 år, og det er også her, at man finder den største andel, der har prøvet lattergas eller andre former for stoffer.

 

Samtidig oplever disse unge flere symptomer på psykiske helbredsproblemer end andre unge. De oplever også større ensomhed, de dyrker mindre motion, spiser mere usundt, sover dårligere og oplever i mindre grad fortrolighed med deres forældre sammenlignet med andre unge på en ungdomsuddannelse.

 

Rapporten er tænkt som et opslagsværk og henvender sig til kommunale forebyggelsesmedarbejdere og beslutningstagere.

Vil du vide mere?

Rapport