Forskere fra Statens Institut for Folkesundhed deltager i nyt europæisk projekt, der skal styrke og forankre kunst og kulturs rolle i arbejde med at styrke sundhed og trivsel. Projektet har netop modtaget i alt to millioner euro i støtte fra EU’s Horizon-program.
Kunst og kultur har allerede en voksende rolle i sundheds- og velfærdsindsatser i mange europæiske lande. Samtidig er området i fortsat udvikling, og der er et stort potentiale i at samle viden, erfaringer og aktører på tværs af sektorer og lande.
I dag findes der en betydelig mængde forskning og praksiserfaringer, men viden er spredt, og samarbejdet kan styrkes yderligere blandt andet gennem fælles begreber, bedre netværk og mere systematisk videndeling.
Det nye projekt European Culture and Health Hub skal netop bidrage til at samle og kvalificere feltet, så eksisterende viden i højere grad kan omsættes til praksis og politiske beslutninger. Målet er at gøre det lettere for beslutningstagere og praktikere at arbejde mere strategisk og vidensbaseret med kunst og kultur som en del af sundheds- og velfærdsindsatser.
Projektet ledes af University of Turku og samler forskere, NGO’er og offentlige myndigheder fra 15 europæiske lande.
I den danske del af projektet deltager professor Anna Paldam Folker og postdoc Mette Marie Kristensen fra Statens Institut for Folkesundhed.
Fælles vidensbase og mødested
Et mål er blandt andet at opbygge en fælles europæisk vidensbase, evaluere lovende indsatser på området og styrke samarbejde mellem sundhedssektoren, kulturområdet og andre velfærdsområder.
Forskerne fra Statens Institut for Folkesundhed bidrager især med udviklingen af et evidence gap map, som skal skabe overblik over eksisterende viden om kunst, kultur og sundhed og bidrage til at skabe en samlet forståelse af god dokumentation og vidensbehov. Derudover deltager de i arbejdet med kompetenceudvikling til blandt andet ansatte i sundheds- og socialområdet og kulturverdenen.
Et andet mål er at etablere en europæisk platform – en Culture, Arts and Health Hub – som skal fungere som mødested for forskere, praktikere og beslutningstagere. Platformen skal samle viden, understøtte tværsektorielt samarbejde og skabe dialog om, hvordan kunst og kultur kan indgå mere systematisk i sundheds- og velfærdspolitik.
Horizon Europe er EU's rammeprogram for forskning og innovation i perioden 2021-27. Programmet har blandt andet fokus på strategisk forskning og innovation samt tværfaglige løsninger og internationalt samarbejde.