Skip to main content

Konference om, hvordan man fremmer god mental sundhed for alle danskere

26.04.2022

Partnerskabet ABC for mental sundhed – som Statens Institut for Folkesundhed er med i – afholder konference den 12. maj. Samme dag udkommer partnerskabets nye bog om mental sundhedsfremme for alle.

Hvordan fremmer man danskernes mentale sundhed? Hvor er det vigtigt, at der sættes ind – og hvordan får man mental sundhedsfremme ud at leve i praksis?

Dét forsøger partnerskabet ABC for mental sundhed at besvare på en konference d. 12. maj på Christiansborg. Konferencen afholdes i samarbejde med Nordea-fonden og foregår kl. 10-14.

På konferencen vil der være en lang række oplæg fra ind- og udland, kommuner, styrelser og organisationer. Blandt andet taler vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst, om mental sundhed og behovet for handling, mens direktør i Socialstyrelsen, Ellen Klarskov Lauritzen, står for oplægget ”Mental sundhedsfremme fra et socialt perspektiv”.

Moderator er tv-doktor Peter Qvortrup Geisling.

Alle er velkomne. Tilmelding til konferencen sker via linket her.

På konferencen lanceres også bogen Mental sundhedsfremme for alle. Bogen har blandt andet en række forskere fra Statens Institut for Folkesundhed som medforfattere, alle med tilknytning til partnerskabet ABC for mental sundhed.

Bogens omdrejningspunkt er, hvordan man kan skabe bedre rammer og betingelser for god mental sundhed for alle danskere. Derudover præsenterer den blandt andet erfaringer og eksempler på, hvordan det er at arbejde med ABC for mental sundhed i partnerskabet og i praksis.

Konference

Program