Menu

FOKUS

På erhvervsuddannelser er 37 % daglige rygere og 20 % ryger lejlighedsvist. De fleste erhvervsskoler har rygepolitikker, men indholdet i rygepolitikkerne varierer, og desuden er rygepolitikker mest effektive, når de håndhæves. På nuværende tidspunkt er der ikke en national lovgivning, som kan forebygge rygning for alle elever på erhvervsskoler. Derudover mangler der viden om effektive rygestopindsatser, der er velegnede i erhvervsskolekonteksten. Et dansk interventionsprojekt ”Trivsel, Fællesskab & Faglighed” viser, at erhvervsskoler, der gør en særlig indsats for at styrke fællesskabet og de sociale relationer blandt eleverne, kan forhindre, at elever, der ryger lejlighedsvist, begynder at ryge dagligt. Indsatsen har imidlertid ikke haft effekt på rygestop. Der er derfor behov for at udvikle og afprøve en anden form for påvirkning af rygekulturen, hvor fokus er på rygeforebyggende rammer og på tilbud til de elever, der ønsker at få hjælp til rygeophør. 

Formålet er at udvikle, indføre og evaluere en flerstrenget indsats, der både skal understøtte et røgfrit miljø og tilbyde hjælp til rygestop. Målet er at minimere antallet af nye rygere og reducere antallet af nuværende rygere blandt elever på erhvervsuddannelser.

Der gennemføres et etnografisk studie (det vil sige observationer og interviews) med ledere, lærere og elever på erhvervsskoler for at undersøge, hvilke rygepolitikker der er, og hvordan rygekulturen i praksis er.  Desuden inddrages erfaringer fra kommuner, patientforeninger og andre nøglepersoner samt gennemgår litteraturen.  På den baggrund udvikles en todelt indsats mod rygning i tæt samarbejde med ledelse, lærere og vejledere. En pilottest af indsatsen gennemføres og  skoler rekrutteres til gennemførelse af projektet i stor skala. En kvalitativ procesevaluering laves og der gennemføres kvantitativ dataindsamling for at evaluere effekten af indsatsen. 

 

Projektperiode

2017-2020.

 

Bevillingsgiver og samarbejdspartnere

Projektet støttes af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Projektet bakkes op af Danske Erhvervsskole og -Gymnasier (DEG) samt af Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies