COVID-19-pandemien har haft omfattende konsekvenser for befolkningens sundhed og har samtidig tydeliggjort eksisterende sociale uligheder i sygdom og dødelighed, hvor personer med lavere socioøkonomisk position havde øget risiko for alvorlig COVID-19 og COVID-19-relateret dødelighed. Risikoen for COVID-19 er derfor ikke ligeligt fordelt i befolkningen, men påvirkes af både kronisk sygdom, sociale levekår og alder. Et syndemisk perspektiv peger på, at disse faktorer ikke blot optræder samtidig, men også interagerer synergistisk med negative helbredskonsekvenser til følge. Selvom der er udført omfattende forskning i COVID-19, mangler der stadig epidemiologiske studier, der belyser konsekvenserne af COVID-19 ud fra et syndemisk perspektiv. Samtidig er langtidskonsekvenserne af COVID-19 fortsat uklare på grund af den relativt korte tid siden COVID-19 pandemien.
Der er derfor behov for yderligere forskning i samspillet mellem sociale forhold, kroniske sygdomme og COVID-19 for bedre at kunne forstå pandemiens langsigtede betydning for folkesundhed og sociale ulighed i sundhed.
Formål
Projektet vil undersøge sociale uligheder i langtidskonsekvenserne af COVID-19 ved at analysere samspillet mellem alvorlig COVID-19, kronisk sygdom og socioøkonomisk position ud fra et syndemisk perspektiv.
Langtidskonsekvenserne, der undersøges i projektet, omfatter 5-års dødelighed, ændring i tilknytning til arbejdsmarkedet og brug af hjemmesygeplejeydelser.
Et centralt element i projektet er at undersøge betydningen af socioøkonomisk position. Ældre har øget risiko for alvorlige helbredsudfald af COVID-19, men deres socioøkonomiske position kan være svær at måle. Uddannelse og indkomst er ofte brugt som indikatorer for socioøkonomisk position, men har hver deres begrænsninger. Projektet vil derfor indeholde et metodestudie, som undersøger, hvorvidt formue kan bruges som alternativ indikator for socioøkonomisk position særligt blandt den ældre del af befolkningen.
Projektet bidrager med ny viden om sociale uligheder i COVID-19, som kan bruges til at reducere uligheder i sundhed ved fremtidige pandemier. Desuden bidrager projektet til metodiske udvikling af måling af socioøkonomisk position i epidemiologiske registerstudier.
Metode
Projektet er baseret på danske nationale registerdata, hvor demografiske, sundheds- og socioøkonomiske data kobles sammen. Den del af projektet, der undersøger sociale uligheder i langtidskonsekvenserne af alvorlig COVID-19, tager udgangspunkt i individer, der har været indlagt med COVID-19 mellem 2020 og 2022
Den anden del af projektet undersøger formue som indikator for socioøkonomisk position i en kohorte baseret på den danske befolkning fra 2015. Her sammenlignes forskellige definitioner af formue og indkomst samt deres sammenhæng med 10-års dødelighed.
Projektperiode
April, 2026 – Marts, 2029
Bevillingsgivere
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF)