Skip to main content

Ny adjungeret professor i lungesygdomme på Statens Institut for Folkesundhed

14.01.2020

Professor, dr. med. Vibeke Backer er udnævnt til adjungeret professor i lungesygdomme ved Statens Institut for Folkesundhed

Professoratet løber i perioden 1. januar 2020-31.december 2024. I den periode skal Vibeke Backer bidrage med at styrke instituttets forskning inden for astma og allergi samt kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), primært udledt af rygning.

Vibeke Backer har sit daglige virke som forskningsteamleder af en lungemedicinsk forskningsgruppe på Center for Aktiv Sundhed, CFAS, på Rigshospitalet. Frem til 2019 var hun initiator og leder af forskningen på Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital - en afdeling, som hun var med til at opbygge.

I sin forskningskarriere har Vibeke Backer opnået bemærkelsesværdige resultater. Eksempelvis har hun sammen med sin forhenværende forskningsafdeling været med til at forbedre og målrette behandlingen af folkesygdommene astma og KOL gennem BREATHE-projektet, som er et fælles projekt for Region Hovedstaden og Skåne.

Vibeke Backer har opbygget et nationalt lungemedicinsk netværk for farmakologisk industriforskning, som var model for NEXT, nu Trial Nation, der er et nationalt offentligt-privat partnerskab med én indgang for at forbedre Danmarks muligheder ved industribaseret farmakologisk forskning. Hun var initiativtager til NIP astma, nu RKKP Databasen for Astma i Danmark, hvor alle danske astmapatienter indgår for at vurdere og forbedre kvaliteten af astma udredning og behandling. Her er Vibeke Backer fortsat formand.

Vibeke Backer har flittigt publiceret videnskabelige artikler siden 1981. Alene hendes videnskabelige produktion fra årerne 2014 og til nu tæller 140 artikler, og hun har været vejleder for mange ph.d.-forløb for lungemedicinere, som i dag er speciallæger. Vibeke Backer underviser både i ind- og udland og er en efterspurgt foredragsholder