Menu

Nu åbner stitunnelen under Niels Bohrs Allé

21.09.2018

Af Katrine Aagaard Findsen, kafi@sdu.dk

Masser af studerende og medarbejdere har været på en større omvej de seneste måneder for at komme fra bymidten til campusområdet. Men nu er kvalerne forbi – tunnelen står nemlig klar til officiel åbning onsdag den 26. september. Her vil der blive uddelt morgenbrød til de morgenfriske cyklister mellem 7.00 og 9.00.

Den 23-årige journaliststuderende Julie Schuster Lapp cykler hver dag til og fra SDU, og hun glæder sig:

- Jeg glæder mig rigtigt meget, til den nye tunnel åbner. Det bliver nemmere at komme til og fra universitetet. I stedet for at skulle hele vejen bag om uni, kan jeg nu køre direkte igennem ovre ved ”Bilka krydset”. Jeg kommer til at spare tid, som betyder en hel del på en travl morgen. Jeg forventer også, cykeltrafikken bliver mindre kaotisk med den nye tunnel.

Øget sikkerhed for cyklister

Stitunnellen er etableret efter flere års ønske om et sikrere kryds for de mange studerende og medarbejdere, der krydser Niels Bohrs Allé på vej til job og studie. Letbanen kommer fra øst ad Niels Bohrs Allé og drejer ned ad Campusvej i krydset, og den nye stitunnel er finansieret som et kommunalt tilkøb til letbaneprojektet. Dermed bliver fremkommelighed og sikkerheden forbedret for både cyklisterne og gående.

Selvom stitunnellen er klar, er arbejdet dog ikke helt afsluttet. I løbet af oktober bliver tunnelen udsmykket med lysende cirkler, der følger aktiviteten på cykelstien.

Tilbage til oversigten

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies