ParkCare-registreringen på Campusvej bliver sløjfet 1. februar 2018, så man ikke længere skal registrere sin bil på de iPads, der sidder ved indgangene. Der er dog stadig enkelte pladser reserveret til gæster, der kræver særlig registrering, så husk at tjekke skiltene.
Alle iPads ved indgangene bliver fjernet, og skiltene på parkeringsområderne er ændret allerede.
Du skal stadig følge reglerne
Selvom du nu ikke behøver at registrere din parkering på Campusvej, må du selvfølgelig ikke parkere, som du lyster. Helt almindelige regler for parkering skal stadig overholdes. Du skal for eksempel stadig parkere i båse, hvor der er båse – og selvfølgelig aldrig parkere, hvor du spærrer for tilkørselsvejene for beredskab (politi, brand og ambulance).
Der vil dog fortsat være ParkCare-registrering på SDU i Winsløvparken.
For området ved Cortex Park, der ikke er SDUs ejendom, skal bilisterne være opmærksom på de særlige regler. Læs altid skiltningen på pladsen og følg anvisningen.
Kør ad Fioniavej
Er der klar over, at der er langt flere parkeringspladser, når du kører ind ad Fioniavej fra Munkebjergvej, end når du kører ind via Campusvej? Det er derfor i udgangspunktet en god idé at køre ind ad Fioniavej, hvis du vil undgå at cirkulere efter p-pladser.
Vær opmærksom på, at du ikke kan krydse campusområdet, hvis du først er kørt ned til p-pladserne på østsiden – der skal du ud på Niels Bohrs Allé igen og via Munkebjergvej og Fioniavej til vestsidens p-pladser.
Kom i god tid
En del af de mange p-pladser ligger et stykke væk fra selve universitetet. Derfor skal man som hovedregel beregne op til 10 minutters gang, fra man forlader sin bil, til man er inde på selve universitetet.
Læg derudover lidt tid oveni, alt efter hvor du skal hen, når du først er kommet inden for på universitetet.
Der er ikke parkeringspladser ved hovedindgangen.
Her er eksempler på afstande fra de nye p-pladser V1 og V3 (på vestsiden af campus, altså via Fioniavej):
- Parkerer du på V3, bør du beregne 10 minutters gang, til Indgang S, O eller N.
- Parkerer du på V1, bør du beregne 5 minutters gang til Indgang S, O eller N
- Fra Indgang S til Campustorvet/O100 (Konferencen) bør du beregne 3 minutters gang.
- Fra Indgang O til U55 (Gydehutten) bør du beregne 4 minutter.
Parkerer du på østsiden af campus via Campusvej (området ved svømmehallen), er der også en lille gåtur:
- Fra Indgang H / busholdepladsen ved svømmehallen til U45 bør du beregne 6 minutters gang
- Fra Indgang T/Det Tekniske Fakultet til U45 (Gydehutten) bør du beregne 4 minutters gang