Skip to main content

SDU Kodecafé

SDU Kodecafé er et tilbud, som henvender sig til gymnasieelever, der er nye i kodningens forunderlige verden, men har lyst til og mod på at lære om emnet.

Over 5 undervisningsgange vil studerende fra SDUs softwareingeniør-uddannelser guide deltagerne igennem en række emner indenfor hjemmesidekodning, og de får mulighed for at prøve det hele selv.

Deltagerne lærer at kode en personlig hjemmeside og en enkel lommeregner. De lærer også om grafik, så de kan give deres hjemmesider et personligt præg. Til slut undervises i en basal teknik til hacking:  ’Capture the Flag’, som handler om at finde og dekryptere bestemte ’nøgler’ i eksisterende hjemmesider.   

Forløbet kan afvikles på flere forskellige måder:

Model 1: De 5 på hinanden følgende, ugentlige undervisningsmoduler à 2 timer udbydes som frivilligt tilbud for eleverne (efter nærmere aftale) i et lokale på gymnasiet, så eleverne kan gå til aktiviteten direkte efter 4. modul. Underviserne fra SDU har lidt godt med til ganen, så koncentration og stemning kan holdes oppe.

Model 2: Forløbet integreres i undervisningen for et hold på gymnasiet, på den måde at de studerende fra SDU ’overtager’ undervisningen i de moduler, hvori kurset afvikles. Her kan antallet af kursusgange og den enkelte kursusgangs varighed tilpasses efter behov.

Model 3: Kurset gennemføres rent online. Denne model er i første omgang tænkt som en nødløsning under COVID-19 epidemien, men vil efter epidemien kunne bookes fx af gymnasier, der ligger langt væk fra SDU i Odense. 

Booking: Skriv til TEK Brobygning på brobygning@tek.sdu.dk

Så tager vi dialogen med jer omkring de praktiske spørgsmål.

Tilbudstype Undervisningsforløb
Hvor På gymnasiet, på SDU eller online
Varighed 5 x 2 timer

Sidst opdateret: 20.09.2021