Louise Koch Sheard

Uddannelse: Kandidat i International Virksomhedskommunikation (fulgte faget Career Management Skills i 2018).

Stilling: Research & Project Manager hos Bilendi.

Hvad lærte du på CMS-forløbet?

- Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i en øvelse skulle skrive en fortælling om mig selv og fremlægge den for en gruppe medstuderende. De skulle så sætte ord på, hvad det fortalte om min personlighed. For mig var historien, at jeg i lang tid ikke var sikker på, om jeg ville gå på universitetet. De andre brugte ord som fx viljestærk til at beskrive mig. Det gav et stort boost, at andre kunne se det i mig. Det er godt at få andre til at sætte positive ord på ens kompetencer. Jeg har fx altid vidst, at jeg er enormt struktureret i min tilgang til opgaver, men man skal lige forstå, at det rent faktisk også er en kompetence, man kan bruge til noget. Fordi den måde, du går til dit studie på, kan sige noget om den måde, du går til dit arbejde på.

 

Hvad har du taget med i din karriere?

- En anden øvelse i Career Management Skills var en, hvor vi skulle finde ud af, hvilke styrker vi havde i vores netværk. Og det var enormt grænseoverskridende, men meget givende. Jeg har faktisk fået mit job gennem mit netværk. En af dem, jeg lærte at kende på en tidligere arbejdsplads, havde fået job et andet sted. Det var svært at stille sig i en sårbar position og få spurgt en tidligere kollega, om vedkommende ville lægge et ord ind for mig. Men jeg gjorde det, og det lykkedes.