Skip to main content
Danish IP Fair 2019

Forskningens festival for nye teknologier

En gang om året samler universiteter og hospitaler nye opfindelser på Danish IP Fair for at vise dem frem for investorer, fonde og virksomheder. I år havde SDU 20 bud med på forskning med potentiale for kommercialisering

Af Stine Charlotte Hansen, , 05-06-2019

En kæmpestor drone står i den forreste stand på Danish IP Fair med store blå 3Dprintede anordninger. 

Foran dronen står SDU-lektor Niels L. Ohlsen og forklarer. De blå dele er dispensere, som kan sprede nyttedyr, fx mariehøns, over afgrøder på marker og i plantager. Mariehønsene æder skadedyr, og så kan landmanden undgå at bruge sprøjtemidler. 

Danish IP Fair er for interesserede, som vil se universiteternes og hospitalernes bidrag til løsninger på store samfundsproblemer. Ideerne bliver præsenteret en gang om året ved eventet, som er forskningens bud på en idéfestival.

Hver ny teknologi har en stand. Niels L. Ohlsens drone skal bære seks af de blå dispensere, men det er der ikke plads til i hallen i Industriens Hus, hvor der skal være plads til at præsentere 80 forskeres opfindelser. Derfor har han kun taget to dispensere med.

Rettighederne er ofte afgørende

Niels L. Ohlsen har været en smule bekymret, da dispenserne er nyudviklede, og derfor er ansøgningen om patent kun lige indleveret. 

Patentet betyder, at rettighederne er sikret til den særlige løsning, han har udtænkt. Det er vigtigt at få på plads, for hvis andre begynder at kopiere hans ide, kan det blive svært at tjene penge på at massefremstille den. 

For det koster ofte mere at udvikle en ide, end det gør at producere den.

Uden investorer er en ide bare en ide

Lektoren er på Danish IP Fair sammen med forretningsudvikler Jesper Bilde for at finde investorer, som kan sikre, at hans forskning bliver mere end bare en god ide. 

- Jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt det var en god ide at tage af sted, for jeg har masser af arbejde derhjemme.  Der har været meget at gøre for at blive klar til i dag, siger han, idet dørene åbner. 

Så bliver både ham, forretningsudvikleren og dronen hurtigt omsluttet af nysgerrige gæster, som gerne vil høre mere.

Nye syddanske teknologier

Blandt de 20 nye opfindelser og teknologier fra SDU var der forskere, som præsenterede en scanner, der kan vise, om en patient har leddegigt. 

Der var også forskere, som har udviklet et molekyle, der kan stoppe udviklingen til fedtlever. Og forskere, der har fundet ud af, hvordan man kan behandle blindhed forårsaget af alder eller diabetes.

Nogle forskere har fået midler til at komme videre, andres ideer er meget nye. Opfindelserne ligger i spekteret af forskning i pharma, biotech, robotteknologi og medtech.

Inddrag andre tidligt i processen

Ph.d.-studerende Katrine Prier Lindvig har med forskerkolleger udviklet en test, som kan vise praktiserende læger, om deres patienter har leversygdomme. Det er svært at opdage, og tre ud af fire patienter bliver i dag henvist for sent. 

Hun står ved en stand for at knytte nye mulige kontakter.

- Det går godt. Der har været nogen fra en stor organisation for at tale med os, og det var en lovende snak, fortæller hun. 

Katrine Prier Lindvig har tre råd til forskere, som vil forsøge at kommercialisere deres forskning.

- Inddrag tidligt i processen andre forskere, forretningspartnere, jurister med videre – vær ikke bange for at samarbejde bredt. Vær bevidst om hvad I selv er dygtige til, og lige så vigtigt, identificér jeres svage punkter. Sigt højt, og tro på jeres ide.

Startskuddet til møder og udveksling af viden

I løbet af dagen kan forskere og forretningsudviklere sætte korte møder op med interesserede virksomheder og fonde. De kan også gribe chancen for en samtale, når relevante fagpersoner kommer forbi standene.  

Danish IP Fair er ofte startskuddet for nye møder og samtaler med potentielle investorer eller samarbejdspartnere. Der bliver byttet mange visitkort. Nogle henvendelser kommer der et fremtidigt samarbejde ud af, andre ikke.

Tilbage hos lektor Niels L. Ohlsen og dronen er der dukket yderligere muligheder op, da der i løbet af dagen er opstået kontakt til forskere, som arbejder med avanceret genkendelse af skadedyr. 

Forretningsudvikler Jesper Bilde har yderligere modtaget to henvendelser fra virksomheder, som er interesserede i at høre mere om både drone og dispensere. 

Fremtiden må vise, hvad henvendelserne munder ud i.

Danish IP Fair 2019 fandt sted d. 8. maj. 

Læs mere om, hvad Niels L. Ohlsens ide kan hjælpe med.

Læs mere om, hvordan Katrine Prier Lindvigs ide kan gøre en forskel.

Blandt gæsterne på Danish IP Fair 2019
Kasper Vadstrup fra Johnson & Johnson Innovation om, hvorfor virksomheden deltager:

- Vi er altid interesseret i unikke ting. De ting, som kan hjælpe patienter om 5-10 år. Det, som ingen andre har tænkt på. De sidste to år på Danish IP Fair har vi fundet noget, som er spændende, og vi kom i år med samme forventning. Vi er tre af sted, og vi har alle tre fundet noget, vi ønsker at præsentere for vores organisation. Vi anerkender, at det meste innovation oprindeligt kommer fra universiteterne, og derfor sætter vi stor pris på disse events.

Ana Simon Villacampa, innovationsvicedirektør i Acció - den catalanske regerings agentur for virksomheders konkurrenceevne - om, hvorfor hun er rejst til Danmark for at deltage:

- Vi vil gerne lære det danske innovationsøkosystem og vigtige interessenter bedre at kende. Vi arbejder på at tiltrække investeringer til Catalonien og hjælpe vores startups til at vokse internationalt. Vi er begyndt at arbejde mere målrettet for at få samarbejder med danske klynger indenfor blandt andet bio og cleantech.

Peter Hertling, european patent attorney fra Inspicos om, hvorfor det er vigtigt at beskytte ny forskning:

- Det er helt essentielt, at man får beskyttet rettighederne til sin ide. Når det fx drejer sig om medicinalprodukter, koster det færdige produkt ofte meget lidt at fremstille, men udviklingen af produktet har ofte været kostbar. Har man ikke fået beskyttet sin viden, vil det kunne være svært at skaffe kapital til den fortsatte udvikling, idet kopiprodukter vil kunne gøre det urentabelt.

Redaktionen afsluttet: 05.06.2019