Skip to main content

Handelshøjskole Syd, Kolding (1984)

Til forskel fra bygningerne i Odense, Esbjerg og Sønderborg er SDUs monumentale murstenshus i Kolding ikke bygget til undervisningsformål, men som byens sygehus. Det var først i 1990, at bygningen blev udlejet til Handelshøjskole Syd, som ved fusionen 1998 blev en del af det nye Syddansk Universitet.

Indtil 1984 var der kun to danske handelshøjskoler – København og Århus – men de havde hver især afdelinger i det sydjyske: Varde, Esbjerg, Sønderborg og Kolding. Disse fire blev fusioneret til den tredje danske handelshøjskole, der som noget nyt skulle være en decentral institution med undervisning og forskning i fire byer.

Efter oprettelsen af Handelshøjskole Syd steg studentertallet hurtigt, og snart kunne Kolding-afdelingen ikke rummes i sine gamle lokaler. Fra 1986 var skolen spredt over lejede lokaler flere steder i centrum, blandt andet i "Klostergården” – det nuværende studenterhus – og i 1990 fandt man en blivende placering i det gamle Kolding Sygehus.

Blandt medarbejdere og studerende i Kolding er der flere, som er født i den samme bygning, hvor de nu har deres daglige arbejde. På en af bygningens altaner kan man stadig se, hvor sygehusets patienter har skrevet deres navne på murstenene. Graffiti er ingen ny opfindelse, det fandtes allerede i 1930’erne!

Sidst opdateret: 31.03.2017